Mads Bruun. Foto: Jacob Jepsen

Ny ejendomsmægler: ‘Jeg brænder for at hjælpe kunderne med at opfylde deres drømme’

DAGENS NAVN: Familien købte hus i Gudhjem for snart fire år siden, men de seneste år har Mads Bruun pendlet mellem Bornholm og København, hvor han har haft to ejendomsmæglerbutikker. Nu har han solgt dem og har valgt at blive bornholmer på fuldtid. Sammen med konen Nanna har han startet en ny, uafhængig ejendomsmæglerforretning. Vi har talt med Mads Bruun fra Mads Bruun Bornholm.

DAGENS NAVN: Familien købte hus i Gudhjem for snart fire år siden, men de seneste år har Mads Bruun pendlet mellem Bornholm og København, hvor han har haft to ejendomsmæglerbutikker. Nu har han solgt dem og har valgt at blive bornholmer på fuldtid. Sammen med konen Nanna har han startet en ny, uafhængig ejendomsmæglerforretning. Vi har talt med Mads Bruun fra Mads Bruun Bornholm.

 

Du kommer oprindeligt fra Lyngby og havde ejendomsmæglerbutikker i Charlottenlund og Hellerup. Hvad fik dig til at vælge Bornholm i første omgang?

– Det var kærligheden, der bragte Nanna og mig sammen. Egentlig var det aldrig et issue, om vi skulle bo i Lyngby eller på Bornholm. Det var meget naturligt, at det skulle være Bornholm. Nanna kommer her fra, og jeg er kommet her fra barnsben af og har familie og venner herovre. Jeg er kommet her på alle tider af året.

Hvorfor vil du nu være uafhængig ejendomsmægler herovre?

– Jeg har været ejendomsmægler i 25 år. Det er det, jeg brænder for. Jeg har en fortid som tømrer, men jeg brænder for det med ejendomme, og det at have med kunder og gøre. At hjælpe dem med at opfylde deres drømme. Det er en ret stor beslutning at købe bolig. Som ejendomsmægler skal man huske, at det godt kan være, det bare er et erhverv for os, men det er altid en stor beslutning at handle bolig, uanset om det er en ét-værelses lejlighed eller en stor landejendom.

– Jeg har været i ejendomsmæglerkæder før, og det har jeg været glad for, men jeg oplevede, at fokus ofte lå på alt muligt andet end kunden. Det handlede ofte om forsikringer og finansiering og ikke om kunden. I den nye forretning handler det om at have fuld fokus på kunden. De er bare ikke et nummer i rækken. I øvrigt synes jeg, Bornholm mangler en uafhængig og individuel mægler, der kan hjælpe med alle typer af sager, og som har kunden i første række.

I vil gerne køre firmaet fra hjemmeaddressen på Nørresand i Gudhjem. Hvad betyder det for forretningen, at I gør det sådan?

– Det betyder, at vi altid er tilgængelige. At vi har et familieliv, der hænger sammen, og tid til at tage os af børnene samtidig med, at vi driver virksomheden. Nanna og jeg har valgt at starte firmaet sammen – hun har en kandidatgrad i kommunikation, og jeg har 25 års erfaring som ejendomsmægler og har også været tømrer, så jeg ved noget om bygningskonstruktion, så vi er et godt team, der supplerer hinanden godt.

Hvad får I så tiden til at gå med, når det engang bliver fyraften?

– Vi har rigtig meget fokus på børnene, og nyder at have dem tæt på. Ellers har vi begge en passion for havet og naturen. Jeg er lystfisker, men er nok bedre til at sælge boliger end at fange fisk, må jeg sige. Det blev da til en havørred i sidste uge. Vi har også en sejlbåd og har tidligere sejlet på sommerferie blandt andet i den svenske skærgård. Båden ligger lige udenfor, hvor vi bor. Derudover tager vi på skiferie, og jeg går også på jagt. Vi er meget glade for naturen.

Hvad er dit yndlingssted på Bornholm?

– Det må ubetinget være her, hvor vi bor ved Nørresand. Jeg har den her passion for havet – om det så er at være ude og sejle, eller om det at stå ved kysten og fiske, så nyder jeg bare havet. Det at kunne kigge ud på havet giver en fantastisk ro. Havet tager sig forskelligt ud fra dag til dag. Nogle dage er der kæmpe bølger, andre dage er det blikstille. Når vi går i seng om aftenen her, og solen går ned, er det altid et nyt billede. Folk siger altid, at når man har boet et sted i længere tid, så vænner man sig til sådan noget. Det tror jeg ikke, jeg gør.

 

 

Mads Bruun

Uddannet ejendomsmægler og valuar

Tidligere tømrer

45 år.

Gift med Nanna

Far til to børn på henholdsvis otte år og halvandet.

Kommer oprindeligt fra Lyngby.