Medlemmerne tegner sig for 70 procent af omsætningen: Det bedste resultat i brugsens historie

Medlemmerne tegner sig for 70 procent af omsætningen: Det bedste resultat i brugsens historie
Superbrugsen åbnede i september sidste år en ny, stor slagteafdeling. Foto: Jens-Erik Larsen
| ABONNENT | 13. AUG 2020 • 20:02
Af:
anette-vestergaard
| ABONNENT
13. AUG 2020 • 20:02
Detailhandel

Superbrugsen i Aakirkeby – en selvstændig butik, der på papiret bærer navnet Aakirkeby Brugsforening – præsenterede onsdag aften hvad der må betegnes som et supergodt resultat, nemlig en fordobling af overskuddet fra regnskabsåret 2018.

Fra en lille million i 2018 til to millioner i 2019, i grove tal, lavet ud af en årsomsætning på den pæne side af 40 millioner kroner.

– Det er det bedste resultat i brugsens historie, fastslog bestyrelsesformand Henrik Dam, der dog indrømmede, at en god del af overskuddet skyldtes et gammelt skattetilgodehavende, som ledelsen valgte at aktivere i 2019.

Den reelle fremgang i omsætningen lød på godt 600.000 kroner.

Det rette team

2019 var præget af byggerod og udvidelser. Superbrugsen åbnede i september sidste år en ny, stor slagteafdeling, og den udendørs blomsterafdeling blev flyttet og afskærmet.

Henrik Dam roste personalet for tålmodighed under ombygningen, og der var også ros til de 2.000 medlemmer i brugsforeningen, som tegner sig for 70 procent af omsætningen.

– For at vores butik fortsat skal ligge i top, kræver det jo, at butikken har de varer, som I gerne vil lægge i jeres indkøbsvogne, sagde Henrik Dam.
 

Resultater

Superbrugsens resultat i tusinde kroner

2015
1.195

2016
359

2017
-133

2018
890

2019
1.949

 

Det store udvalg er da også en af de faktorer, som både bestyrelsesformand og uddeler Allan Brogaard peger på, når de skal forklare fremgangen.

– God service, en god vinafdeling, den nye slagteafdeling, og så måske det, at vi har en stor, rummelig butik med et stort udvalg, sagde Allan Brogaard.

Bestyrelsesformanden mente dog også, at Allan Brogaard selv skulle have en del af æren.

– Siden vi ansatte Allan i 2013, er det kun gået fremad. Han har sammensat det rette team, sagde Henrik Dam.



Men hvad var omsætningen?

Sture Andersson, der trådte tilbage som bestyrelsesformand for Superbrugsen i Aakirkeby i 2107 efter 22 år på posten, rakte hånden op under eventuelt.

– Jeg synes, det er ærgerligt, at man ikke oplyser omsætningstallet længere. Det giver jo ikke det samme overblik, når de vigtigste tal holdes ude af regnskabet, lød Anderssons anke, med henvisning til, at virksomheder efter den nye konkurrencelov fra 2018 ikke skal oplyse omsætningstal af konkurrencehensyn.

Det fik han medhold i.

– Men det er jo loven, der siger det, sagde Allan Brogaard.

Uddeleren gik dog med til afsløre, at årsomsætningen i 2019 lå på index 106 i forhold til det foregående år.

Med den oplysning at gå hjem på afsluttede dirigent Jan Pedersen generalforsamlingen en halv time efter den var startet.
 

Valg til bestyrelsen


På valg var Richard Finne, Karsten Low, Anette Lund og Birgit Sonne. Alle blev genvalgt med undtagelse af Birgit Sonne, der ikke modtog genvalg.

Anders Munch overtog Birgit Sonnes plads, og Pernille Hindsgaul trådte ind som suppleant.

Udover formanden, Henrik Dam, sidder desuden Tutte Hansen, Klaus Riis og Pernille Folkmann i bestyrelsen.