Overfaldet fandt sted mandag aften på Åkirkebyvej i Rønne, hvor den 41-årige angiveligt ventede på den 57-årige i et bagholdsangreb. Foto: Berit Hvassum

Brutalt overfald med hammer rejser mange spørgsmål

LEDER
Det er på alle måder en tragisk sag – med to ofre. Og en skurk, som vi aldrig måske rigtig får hånd om.
Som vi fortalte i går, har en 41-årig mand erkendt at have slået en 57-årig mand adskillige gange med en hammer. Overfaldet fandt sted mandag aften i ofrets carport på Åkirkebyvej i Rønne, hvor den 41-årige angiveligt ventede på den 57-årige i et bagholdsangreb.

LEDER

Det er på alle måder en tragisk sag – med to ofre. Og en skurk, som vi aldrig måske rigtig får hånd om.

Som vi fortalte i går, har en 41-årig mand erkendt at have slået en 57-årig mand adskillige gange med en hammer. Overfaldet fandt sted mandag aften i ofrets carport på Åkirkebyvej i Rønne, hvor den 41-årige angiveligt ventede på den 57-årige i et bagholdsangreb.

Den 57-årige har tidligere drevet et opholdssted for unge med angst, hvor den 41-årige i en periode var løst tilknyttet som pedel.

Anklageren mener, der er tale om forsøg på drab, men selv om manden erkender, at slagene kunne være dødelige, mener den 41-årige og hans forsvarer, at der kun er tale om grov vold. Den 41-årige er blevet varetægtsfængslet i fire uger.

Den 57-årige, der var så ilde tilredt, at lægerne ikke forstod, at han selv kunne ringe efter hjælp, er selvfølgelig et offer, der kalder på al vores sympati. Han er i dag uden for livsfare. Og den 41-årige fremstår umiddelbart som en afstumpet voldsmand.

 

Har det psykiatriske system på
Bornholm svigtet, og betaler de to
mænd på hver sin måde prisen?

 

Men spørgsmålet er, om det overhovedet behøvede at være kommet så vidt. Har det psykiatriske system på Bornholm svigtet, og betaler de to mænd på hver sin måde prisen?

Det er en vigtig indikation i sagen, at den 41-årige er fængslet i surrogat. Han bliver ikke sat i fængsel, men overført til en lukket psykiatrisk afdeling, hvor han vil blive mentalundersøgt. Manden lider tilsyneladende af både paranoia og tvangstanker. Hans tvangstanker kommer til udtryk ved, at han tror, at den 57-årige i en periode på tre år, har forsøgt at forgifte ham ved at komme nervegift i hans drikkevand. Den 41-årige har i e-mails og sms’er til sin familie forklaret om denne teori.

Når sagen ikke bare handler om rå og afstumpet vold, men måske et systemsvigt, så er det fordi den 41-årige har forklaret, at han har skåret sig i håndleddene og derpå henvendt sig til psykiatrisk afdeling på Bornholms Hospital. Det gjorde han angiveligt for at komme væk fra den trussel, han har følt sig under. Manden har forklaret, at han blev afvist af hospitalet.

Bornholms Tidende kan ikke kontrollere denne forklaring, da hospitalet ikke kan oplyse om enkeltpersoners kontakt til psykiatrisk afdeling. Men alene længden på den periode, hvor den 41-årige har haft sin tilsyneladende oplagte lidelse gør, at nogen burde have grebet ind.

Alene mistanken om, at psykiatrien har svigtet i sagen gør, at vi har brug for en undersøgelse og en forklaring. Det her må ikke bare ende med, at offeret måske lever videre med varige mén, og at den 41-årige måske får en behandlingsdom. Hvis vi skal bevare tilliden til behandlingssystemet, må det frem i lyset, om der er sket svigt. Har den 41-årige råbt om hjælp – og ikke fået det? Og er det derfor, at den 57-årige nu lider alvorligt?

Det skal vi have svar på.