Cyklistforbund ønsker ny cykelrute mellem Rønne og Gudhjem

Cyklistforbund ønsker ny cykelrute mellem Rønne og Gudhjem
Claes Ludvigsen – der her er drejet om hjørnet i Nyker på cykelstien over for rundkirken – er bestyrelsesmedlem i Bornholms Cyklistforbund og vil være en af turlederne, når forbundet fremviser ruten i september. Foto: Jacob Jepsen
| ABONNENT | 12. AUG 2020 • 14:48
Af:
jakob-noermark
| ABONNENT
12. AUG 2020 • 14:48
Transport

Det tætte netværk af bornholmske cykelveje til trods findes der i dag ikke nogen direkte afmærket cykelrute mellem Rønne og Gudhjem.

Men inden lokalpolitikerne på refleks trykker på bremsen og afviser byggeriet af endnu en cykelsti med henvisning til økonomiens aktuelle tilstand, skal de måske lade hjulene glide et par omgange, for det behøver ikke være dyrt og besværligt at realisere cykelruten, påpeger Bornholms Cyklistforbund.

– Den er der i forvejen, og det er den korteste vej på cykel. Der skal bare sættes nogle skilte op, siger bestyrelsesmedlem Claes Ludvigsen om cyklistforbundets forslag til en Gudhjem-Rønne-cykelvej.

Ruten går på mindre, stille veje over Nyker, Skarpeskade og igennem Rø Plantage. Cyklisterne undgår dermed de mere trafikerede landeveje, der går igennem Østerlars og Klemensker, og kystvejen fra Helligdommen til Gudhjem. Med skiltning kan de cyklende blive ledt fra de større landeveje og over på de mere trygge småveje, der med undtagelse af stykket fra Nyker til Rønne i dag ikke er en del af det bornholmsk cykelrute-net.


Pendlervenlig

På grund af den direkte ruteføring mener Bornholms Cyklistforbund, at cykelruten vil være lige så relevant for lokale pendlere som for turister, der gerne vil til Gudhjem.

– Jeg vil betegne det som noget, der ligner en supercykelsti, fordi der er god belægning hele vejen, siger Claes Ludvigsen med henvisning til de særligt brede cykelstier, der blandt andet findes i hovedstadsområdet.

Fra havn til havn er ruten cirka 25 kilometer lang, så på en elcykel vil turen tage en god times tid.

– Så forslaget passer med de nye tendenser i retning af supercykelstier, hvor man lægger vægt på, at man kan komme hurtigt frem.

For turisterne er der også en del at komme efter undervejs. Man passerer rundkirken i Nyker, kommer tæt på Rovfuglecentret og skærer igennem Rø Plantage, hvor der skal åbnes et flagermusecenter, fremhæver Claes Ludvigsen blandt andet.

– Og så har jeg sprunget over alle de dejlige landskaber og den natur, man møder undervejs, siger han.


Sikkerheden kan forbedres

Tre steder på ruten kan man med tiden forbedre trafiksikkerheden ved at investere i bredere kantbaner eller en cykelsti.

På Ellebyvej i Nyker og Aarsballevej drejer det sig blot om 100 meter, mens den største potentielle udgiftspost er bedre cyklistbeskyttelse på Gudhjemvej ved indkørslen til Gudhjem. I første omgang kan man undgå Gudhjemvej ved at søge ned ad Bobbevej og køre op til Gudhjem på den eksisterende cykelrute langs kysten.
– Det bedste argument er, at den er der i forvejen.

Claes Ludvigsen, Bornholms Cyklistforbund, om forslag til ny cykelrute

Og hvis ruten skal få karakter af en sand supercykelsti, kan man mellem Nyker og Rønne fjerne bommene, der tvinger cyklisterne til at sænke farten, og i stedet gøre noget ved småvejene, der krydser stien, og lade bilisterne holde tilbage for de tohjulede, foreslår Claes Ludvigsen.

Det er dog altsammen tilføjelser til den simple grundidé, fastslår han.

– Det bedste argument er, at den er der i forvejen. Vi vil gerne hjælpe kommunen med noget billigt.
Prøvekørsel af cykelrute

Bornholms Cyklistforbund blev på en generalforsamling i begyndelsen af året enige om at lægge en indsats i at promovere forslaget til den nye cykelrute. Det var meningen, at det skulle være sket med en cykeltur i foråret med deltagelse af politikere og pressen, men den event blev i første omgang forhindret af corona-epidemien.

I stedet planlægger Bornholms Cyklistforbund at gennemføre cykelturen den 20. september.

Medlemmerne af cyklistforbundet med bekendte samt indbudte fra kommunen vil køre fra både Gudhjem og Rønne, og fra begge startbyer vil en turleder vise vej. De to grupper mødes midtvejs, på Kræmmerhuset i Skarpeskade, til kaffe og kage.


Anmeldelse

Det er en hed lørdag eftermiddag, solen skinner nådesløst over Gudhjem, og cykeltrøjen er sort, så jeg vil egentlig gerne tværs over øen så hurtigt som muligt.

Ifølge Bornholms Cyklistforbund kan det ske, ved at jeg følger vejene tværs igennem Rø Plantage og over Skarpeskade, som cyklistforbundet foreslår at gøre til en ny cykelrute målrettet pendlere såvel som turister.

Jeg lægger fra land ved parkeringspladserne nær museet og sparer således de værste højdemetre fra havniveau. På Sigtevej svinger jeg til højre, og den i forvejen begrænsede sommertrafik på landevejen overgår til at blive stort set fraværende på de små veje.

Det går mest opad, og jeg skal hurtigt have fat i vandflasken. Et tilfredsstillende åndehul rammer jeg, da jeg ruller ind i Rø Plantage og får skygge fra træerne. Hvis jeg var på udflugt, ville jeg stå af cyklen og nyde Borgedalssøen, men en picnic er ikke mit formål, og kort efter er jeg ude af plantagen igen.

Racercyklen skyder en fin fart på et sjovt slalomstykke på Køllergårdsvej, hvor jeg er omgivet af majsmarker på begge sider. Efter 100 meter på Aarsballevej drejer jeg ind på Skarpeskadevej og krydser hurtigt Blykobbe Å. Et vandløb betyder gerne, at der venter en stigning, og ganske rigtigt går det opad i en kilometer. Midt på bakken kan man tage en pause ved kunsthåndværkstedet Kræmmerhuset. Men ikke i dag.

Jeg slider mig op på plateauet, passerer igennem Skarpeskade og glæder mig over, at Bornholms vestkyst nu kommer til syne, mens jeg med tyngdekræftens hjælp suser ned ad Kalløkkevej. Via Yppernemøllevej ender jeg ved Ny Kirke, hvor jeg for første gang i et kvarter må tage bestik af en bil.

Resten af vejen slipper jeg stort set for tungere trafik, da ruten følger den eksisterende banesti mellem Nyker og Rønne Nord. Den største risiko her – ud over en knallertkører, der har lagt sig for langt til venste – er bommene, der sikrer, at cyklister sænker farten, når tværvejene skal krydses, men kræver hårde opbremsninger.

Da jeg kører ind i Rønne ved Peterskolen, kigger jeg på mit ur og konstaterer, at der er gået mindre end 45 minutter, siden jeg klikkede mine sko fast i pedalerne i Gudhjem. Min cykelcomputer fortæller, at jeg har kørt 21,83 kilometer – en dejligt afvekslende tur med flot udsigt flere steder fra toppen af de bløde bakker.