Tillidsmand i BAT kan ikke forestille sig trafikchef vender tilbage

Tillidsmand i BAT kan ikke forestille sig trafikchef vender tilbage
Arkivfoto: Jens-Erik Larsen
| ABONNENT | 10. AUG 2020 • 12:55
Af:
torben-oestergaard-moeller
| ABONNENT
10. AUG 2020 • 12:55
Transport

Netop hjemkommen fra ferie er trafikchef i BAT Lars Friborg blevet fritaget for tjeneste, fortæller regionskommunens centerchef for Ejendomme og Drift, Bjarne Freund-Poulsen.

Tiltaget kommer, som tidligere oplyst i avisen, oven på længere tids uro i trafikselskabet, hvor chaufførerne har været tæt på arbejdsnedlæggelse i frustration over manglende inddragelse i forhold til blandt andet vagtplan- og ruteplanlægning. Det har afstedkommet, at formanden for Natur-og miljøudvalgsformand, Leif Olsen (SF), torsdag i forrige uge valgte at udsætte implementeringen af den nye helårskøreplan for BAT for at sikre den umiddelbare drift.

Tillidsmand i BAT Stig Lodberg er da også umiddelbart godt tilfreds med fritstillelsen af trafikchefen, som han dog pointerer er "indtil videre".

Men hvad siger du til det?

– Jeg siger, at det nok var den eneste rigtige beslutning, der kunne tages på nuværende tidspunkt. Og at det er vi medarbejdere godt tilfredse med, siger han.

– Nu kan vi komme til at kigge på køreplaner, vagtplaner og turnusplaner og lave noget, som kan holde ud i fremtiden, og hvor vi sikrer os, at der ikke er overenskomstbrud og arbejdsmiljømæssige fejl.

Og måske også få helårskøreplanen op at stå?

– Ja, vi skal også have den op at køre og lave noget, der kan holde rent budgetmæssigt. Det føler vi chauffører, som nu går ind i det her, selvfølgelig et medansvar for. Det vil vi gøre alt for kommer til at fungere. Så det er den svendeprøve, vi nu skal i gang med – at bevise, at det her kan vi.

I håber, det bliver starten på nye tider?

– Dét gør vi! Vi håber, det bliver det første skridt i den rigtige retning.

Men forudsætter det, at Lars Friborg ikke vender tilbage på sin pind?

– Ja, det gør det jo set fra vores synspunkt. Det kan vi selvfølgelig ikke stille krav om, men det, vi kan sige, er, at hvis han skulle vende tilbage, skal det være under helt andre betingelser, end det har været hidtil. Men jeg kan ikke forestille mig det.

At han vender tilbage?

– Nej, det kan jeg ikke, som situationen er, men ret beset kan jeg jo ikke vide noget om det.