Forældrenes første skoledag

LEDER

Nu udløses spændingen; mange børn har første skoledag. For langt de fleste er det starten på et givende forløb, hvor de langsomt folder sig ud og begynder at finde deres egen vej i livet.

Den vigtigste ingrediens og den største forskel fra livet før skolestart er den øgede adskillelse fra forældrene. Reelt er denne adskillelse, hvor barn og forældre lever adskilte liv noget af dagen, vel en slags forudsætning for dannelsen. Så mødes man om aftenen og afstemmer dagen med hinanden. Det markeres, at vi hver især har haft oplevelser, som vi har lært af. Og som vi inddrager hinanden i – mere eller mindre.

Desværre har meget forandret sig. For det hemmelige rum, hvor barnet er uden for opsyn af forældrene, er i dag næsten forsvundet. Og det frirum, hvor andre voksne end forældrene tog sig af dannelsen af barnet, er skrumpet ind.

Forældrene får ikke lov at give slip. Og barnet oplever ikke at være blevet sluppet. Det skyldes, at forældrene reelt er med i skolen.

Det starter allerede i børnehaven med læreplaner og evalueringer som en integreret del af livet som barn. Og som forældre.

Vi ser også denne tætte kontrol i andre dele af livet: Børnene har fået mobiltelefoner, så det er helt umuligt for dem at blive væk – hvilket ellers burde være en menneskeret. Og omvendt: næsten umuligt for forældrene at leve i skøn uvidenhed om hvad ungen mon laver.

 

Måske skal vi øve os
i at sætte forældrene
fri, så de kan få noget
mere af voksenlivet
uden børn tilbage

 

Hvor skolelivet engang var en yderligere udvidelse af det frie rum, som barnet allerede havde etableret gennem legen i gaden, hvor der herskede egne regler, er skolestarten i dag det modsatte. I dag er første skoledag snarere markeringen af, at forældrenes ansvarsunivers udvides. Og overvågningen af barnet skrues op.

Platforme som Forældreintra og Aula detailorienterer i mindste detalje om elevens gøren og laden. De beskeder, som barnet selv tidligere overdrog mellem skole og hjem, kører nu ofte direkte mellem skolen og forældrene. Det er helt paradoksalt i stigende grad forældrene, der fortæller barnet, hvad der sker i skolen. Ikke omvendt.

Det er umyndiggørende for barnet. Og stressende for forældrene. Regeringens såkaldte stresspanel foreslog i januar 2019, at Forældreintra skulle lukkes, fordi informationsmængden var blevet for enorm. I dag hedder dette forum Aula, og problemet set ud til at være fortsat og måske sågar voksende.

Vi må prøve at gentænke modellen. Måske skal vi øve os i at sætte forældrene fri, så de kan få noget mere af voksenlivet uden børn tilbage. Hvilket samtidigt kunne gøre barndommen og skoletiden til barnets eksperimentarium igen.

Forældre skal ikke overvåge børnene. De skal være i baggrunden og træde frem, hvis nødvendigt. Skolen skal være et sted, hvor børn er elever – og uden forældrenes konstante overvågning. Det har begge parter godt af.