Store Legedag er lukket, men nogle kunne ikke holde sig væk

Store Legedag er lukket, men nogle kunne ikke holde sig væk
Peter Sjøgren fra København og Thomas Larsen fra Aalborg er kommet kørende i Thomas’ amerikanske Peterbilt-lastbil. En veteranbil fra 1980, der ifølge ejeren har køreegenskaber som en pakke pølser. Bilen tilbyder ikke den store komfort, men turen til Bornholm er en tradition, som de ikke vil lave om på. Foto: Holger Larsen
| ABONNENT | 9. AUG 2020 • 12:21
Af:
holger-larsen
| ABONNENT
9. AUG 2020 • 12:21
Store Legedag i Nyker blev holdt for sidste gang i 2019. Men hvad er nu det? Fra Nyker Hovedgade kan man se et dannebrogsflag i toppen af en kran, der titter op fra stadionområdet. Måske sker der alligevel noget, som der har gjort i den anden weekend i august i mange år...

I et hjørne af stadion står fem lastbiler – tre af dem er kommet ovrefra, to er hjemmehørende på Bornholm. Den ene er Store Legedags bil. Der står et telt med en bar. Der er nogle bord og bænkesæt, og ved et af dem sidder to mænd og hygger sig. Det er Thomas Larsen fra Aalborg og Peter Sjøgren fra København. Thomas har taget turen i sin Peterbilt-lastbil, og undervejs samlede han Peter op – som han plejer at gøre. De to har været sammen til Store Legedag i syv år. Og selv om Store Legedag har lukket og slukket, skulle de da alligevel til Bornholm.

Gamle venskaber

– Vi elsker at komme her, så vi skyndte os at at købe en billet allerede for et år siden, selv om man havde besluttet at stoppe med Store Legedag. Vi vidste, at selv om legedagen ikke blev til noget, så ville vi få lov til at slå lejr her og hygge os med de efterhånden mangeårige venskaber, vi har herovre.

– Og så er I bare så nemme at gå til herovre på øen. Vi bliver taget så godt imod, og når man så hjælper hinanden, kan man hurtigt få noget at op stå, siger Thomas Larsen

De to kammerater er begge i maskinbranchen. De er gamle kolleger og har kendt hinanden i mange år.

– Veteranbiler er vores hobby, og så elsker vi at lave mad. De to egenskaber passer godt ind i Store Legedag, og vi plejer at være grillmestre, når vi er i Nyker, fortæller Peter Sjøgren.

Et lille arrangement

Det er en lille, hård kerne på 15-20 stykker, der i weekenden holder et privat arrangement.

– Jeg er sikker på, at hvis det var blevet meldt ud, ville der være kommet mange, og så havde man måske skabt noget, der ikke havde været så godt i disse tider, siger Thomas Larsen.

Fra Nyker Idrætsforenings side er man glade for at kunne holde gryden lidt i kog med henblik på at skabe interesse for et eventuelt nyt arrangement næste år.

– Nogle havde allerede bestilt deres billetter til Bornholm, så vi ville gerne lave et hyggearrangement for dem, siger Mathias Larsen, næstformand for Nyker Idrætsforening.

Gæsterne overnatter i idrætsforeningens klubhus, og lørdag er der arrangeret forskellige aktiviteter. Lørdag aften holdes et hyggearrangement, hvor der er flæskestegssandwicher på menuen.

Flere kigger forbi

De to kammerater har flere traditioner forbundet med deres tur til Bornholm. En af dem er, at man hver formiddag skal en tur på stranden for at bade, og så skal de også ud på tur i veteranbilen.

Mens avisens udsendte taler med de to kammerater, har en familie kigget nærmere på Thomas’ lastbil og været oppe i førerhuset. De kommer nu hen for at hilse på, og børnene skal prøve at slå søm i den store træstub.

– Der kommer hele tiden nogen forbi. Folk savner Store Legedag, kan man høre, siger Thomas Larsen, og det bliver bekræftet af familien.

Da de to venner skal fotograferes, ifører de sig hver en T-shirt med påskriften "Træf Øen i Søen". Det var det mindre arrangement, som Nyker Idrætsforening havde planlagt skulle erstatte Store Legedag. Det skulle have fundet sted i weekenden på Lejrplads Baunehøj ved lufthavnen, men blev aflyst på grund af coronaen.

Om det så bliver til noget eller ej næste år, må tiden vise.

De to kammerater er i hvert fald sikre på én ting, uanset om der kommet et arrangement eller ej.

– Vi kommer også til næste år. Selvfølgelig gør vi det.


 

Store Legedag

Nyker Idrætsforening holdt i 2019 Store Legedag for 16. og sidste gang. Man sluttede af med et rekordresultat vedrørende både besøgstal og omsætning. Over 5.000 var til legedag.

Legedagen startede i det små, men voksede sig stor som et arrangement med lastbiler, store maskiner, traktortræk og masser af aktiviteter.

Nyker IF havde planlagt, at et mindre arrangement med lastbiler og lastbilrelaterede virksomheder, "Træf øen i søen", der skulle have fundet sted i weekenden, men blev aflyst på grund af coronakrisen.