Redningsbåden fra 1907 køres omkring 1960 på plads i bådehuset fra 1873, der nu er sommerbutik. Snogebæk Byarkiv.

Sådan blev Snogebæk en af Danmarks travleste redningsstationer

SØREDNING

Som tidligere omtalt i Bornholms Tidende fandt den 113 år gamle redningsbåd fra Snogebæk den 11. juli i år langt om længe sit blivende hjem i et nybygget bådehus på Snogebæk Havn. Takket være foreningen “Redningsbådens Venner” og økonomisk støtte fra flere sider blev det ikke alene en stor dag for Snogebæks indbyggere. Dagen markerede også, at den danske redningshistorie ikke alene hører til den jyske vestkyst, men i høj grad også handler om de bornholmske kyster.

Fra 1822 og en snes år frem var fiskerlejet Snogebæk således det eneste sted i Danmark, der havde en ”synkefri” redningsbåd. Den blev skænket af strandingskommissionær H. J. Hansen (1801-1854) i Svaneke og benyttedes i Snogebæk helt frem til 1854, hvor den blev kasseret som ubrugelig og erstattet af en helt ny fra København. Skiftet skyldtes oprettelsen af et statsligt redningsvæsen i 1852, der de følgende år etablerede en redningsstation i Snogebæk, der som den eneste station på øen, blev udstyret med båd, raketanlæg og bådehus. Rønne fik således først redningsbåd i 1862, da stationen overtog Snogebæks gamle båd, mens Allinge, Gudhjem, Svaneke og Hasle aldrig fik redningsbåd, men forblev raketstationer. På Christiansø benyttedes lodsbåden som redningsbåd, mens endelig Boderne havde en redningsbåd 1925-1932, der aldrig blev brugt.

Snogebæk og søredning

Selvom Snogebæk således var det eneste sted på Bornholm, ud over Rønne, der praktiserede søredning med båd, er der efterhånden ikke mange i byen, der er gamle nok til selv at have deltaget i arbejdet. Langt flere har dog hørt fædre, bedstefædre og endog oldefædre fortælle drabelige historier om det barske redningsarbejde til søs, når storme rasede og skibe strandede.

Det blev derfor lidt af en nedtur for Snogebæk, da robåden, der er den eneste bevarede på Bornholm, i 1964 blev flyttet til Nexø sammen med redningsstationen, der nu fik motordrevet redningsbåd.

Meningen var at bruge den gamle ro-redningsbåd på et kommende fiskeri- og redningsmuseum, men som årene gik, svækkedes planerne og den store robåd fyldte i den grad op på Nexø Museum, at den måtte fjernes i 2007. Hverken redningsstationen i Rønne eller Bornholms Træbådelaug var interesserede i at overtage båden, der derfor i en halv snes år blev opbevaret ”midlertidigt” under vanskelige vilkår i Nexø. Båden forfaldt derfor mere og mere, indtil man i Snogebæk vejrede morgenluft i forbindelse med byfornyelsesprojektet 2014-2019 med mulighed for fondsbidrag. Redningsbåden blev derfor for et par år siden flyttet tilbage til Snogebæk, hvor tanken om et museum for søredning jo lå lige for. Ganske vist ligger der allerede en halv snes museer af lignende karakter langs den jyske vestkyst fra Skagen til Sønderho, men hvad med Østersøen?

Kort over Bornholm 1676. Kortet udmærker sig ikke ved præcis opmåling. Meningen er, som det ses, først og fremmest at advare skibsfarten mod at passere Dueodde, Broens og Salthammer rev ved Snogebæk. Usigneret kort 1676, Kongelige Bibliotek, København

Svensk søredning fra 1855

Når det gælder Østersøen, passerer man på turen mellem Rønne og Ystad et redningsbådsmuseum på Sandhammeren. 35 kilometer vest for Bornholm og 27 kilometer øst for Ystad. Her finder man Skandinaviens ældst bevarede redningsbåd, bygget 1854 og i aktiv brug frem til 1945.

Færre ved, at båden er magen til den Snogebæk fik i 1854, men som ikke længere findes. Begge både er bygget efter samme tegning, samme år og samme sted: Bonnesens værft på Christianshavn. Sammenfaldet skyldes, at den svenske stat i 1854 ønskede at etablere en søredningstjeneste efter dansk mønster og dernæst i 1855 kunne etablere Sveriges første redningsstation på Sandhammeren. Med båd og raketudstyr som i Snogebæk. Ikke mærkeligt for netop det sydøstlige hjørne af Skåne, har samme forhold som Dueodde. Flyvesand og sandbanker der til stadighed flytter og ændrer sig under havets overflade, samt stenrev mod nord. Begge steder med en koncentration af skibsstrandinger. Men hvorfor så et redningsbådsmuseum i Snogebæk?

Hvorfor Snogebæk?

Som på den jyske vestkyst tæller lokalhistorisk identitet, redningshistorie og turisme tilsammen en vigtig rolle. Både fastboende og gæster ønsker at høre historier fortalt om stedet hvor de bor eller besøger.

For Snogebæk danner røgerierne, fiskerhusene, havnen, stranden og havet rammerne om et samlet kulturmiljø, der kan udfyldes af den lange og ofte dramatiske historie om Snogebæk som et af de største fiskerlejer på øen i en stadig kamp med havet, sandflugten og den sociale placering i et bondesamfund. Allerede omkring år 1600 var fiskerlejet hvad angik skattebetaling det største på Bornholm. Måske ikke så meget pga. fiskeriet men mere i kraft af indtægter fra strandens vraggods. Sådanne samfund kendes jo også fra den jyske vestkyst, men mens skagensmalere og forfattere har gjort den nørrejyske redningstjeneste, der oprettedes i 1852 kendt, savner den bornholmske, der ligeledes oprettedes i 1852 sin plads i historien. At en sådan redningstjeneste blev oprettet, skyldtes ikke mindst de naturgivne forhold på den sydøstlige spids af Bornholm mellem Balka og Dueodde, altså omkring Snogebæk.

Skelsten på Balka forstrand rejst 1822, mellem Bodilsker og Poulsker sogne, Stenens sigtelinje afgør om strandgods tilhører Balka eller Snogebæk. Findes på Skelvej. Foto Henning Bender.

Snogebæk og havet

I modsætning til hovedparten af den bornholmske befolkning, der levede af landbrug, var det havet, der gav Snogebæks indbyggere overlevelsesmuligheder, hjulpet af de to sandstensrevler der som lange arme strækker sig langt ud i havet mod nordøst. Bro mod syd og Salthammer i nord. Som koralrev danner de en beskyttende bugt, der ikke alene gav læ for de åbne fiskerbåde, men tiltrak fiskestimer. Befandt man sig derimod uden for bugten med sin båd, når storm og strøm hærgede omkring Dueodde, var stenrevlerne og de stadigt skiftende sandbanker omkring Bornholms sydøstlige hjørne, den overhovedet værste trussel mod skibsfarten i den vestlige del af Østersøen.

Allerede tidligt er det netop disse forhindringer, der afmærkedes på kort som særligt farlige for søfarten. Snogebæks fiskerbefolkning, der i det daglige levede af kystfiskeri og lidt supplerende landbrug, måtte derfor flere gange om året, udføre farlige redningsaktioner på havet. Til gengæld betød de mange hundrede skibsforlis, vi kender til, at den lille by ved havet kunne supplere sine indtægter med tømmer, brændsel og rede penge, når skibsvrag og laster bortauktioneredes til fordel for bjergelav og strandrettigheder. Man kan derfor stadig den dag i dag finde en skelsten med sigtelinje ud over Balka Strand, der viser grænsen mellem Povlsker og Bodilsker sogne. Det var afgørende på hvilken side af denne linje, hvem der havde ret til indtægterne, indtil det fra 1852 blev et statsansat redningsmandskabs opgave at vogte et område der for Snogebæks vedkommende omfattede sandkysterne på Bornholms østre og søndre kyst, mens klippekysterne på den vestre og nordre kyst måtte nøjes med raketstationer.

Forberedelser til lov om et bornholmsk redningsvæsen

I forbindelse med de lovforberedende arbejder til et nørrejysk redningsvæsen udtalte en kommission, der besøgte Bornholm i 1850, at særligt den sydøstlige del af øen led af de samme strandingsproblemer som den jyske vestkyst: ”Dueodde må anses for det farligste punkt for skibsfarten på hele øen. Karakteren af kysten er her aldeles forskellig fra de øvrige kyster, idet det her er flyvesand, der danner rev ud på flere steder.

På grund af kviksand trækkes de grundstødte skibe ned i løbet af meget kort tid. Samtidigt er Salthammer og Broens rev meget farlige punkter. Da strandingerne ved Dueodde og på revene omkring Snogebæk således sker i længere afstand fra selve kysten, vil, foruden et raketapparat, en redningsbåd her være nødvendig for at komme de skibbrudne til hjælp. På øens øvrige klippekyster er det først og fremmest raketudstyr der behøves.”

Lov om et Bornholmsk redningsvæsen

Så selvom Bornholm i første omgang slet ikke var blevet nævnt i lovudkastet, blev det midt under rigsdagsbehandlingen (folke- og landsting) 1851-1852 foreslået og bestemt, at loven skulle omfatte to særskilte statslige redningsvæsener.

Et nørrejysk, der i første omgang kom til at bestå af 21 redningsstationer fra Skagen til Blåvandshuk hvoraf 16 med redningsbåde, fem kun med raketeudstyr. Samt et bornholmsk redningsvæsen bestående af fire raketstationer i Allinge, Gudhjem, Svaneke og Rønne og en komplet redningsstation i Snogebæk, med både raketudstyr og synkefri redningsbåd. De to adskilte redningsvæsener i Danmark fik hovedsæde i henholdsvis Lemvig (Skagen) og skiftende steder på Bornholm. Der skulle jo også dengang spares og finanslovsbevillingen til et samlet redningsvæsenet blev jo ikke større af at rigsdagen nu havde vedtaget to redningsvæsener.

Udsnit af det første korrekt opmålte kort over Bornholm, udført af B.F.Hammer 1745-1750. Kortet viser de vanskelige kystforhold, der indrammer Snogebæk. Rigsarkivet, Forsvarets Arkiv, G II, pk. 10

Lønninger og ”øens lave betalingsforhold”

Staten prøvede helt at slippe, for strandingsreglementet af 1785 for Bornholm fastslog jo, at det var enhver mands pligt at redde nødstedte søfarende, der ikke allerede ved egen eller andres hjælp var kommet i sikkerhed.

Der fandtes jo også allerede bjergelav i fiskerlejerne der lod sig betale af bjergningsafgifter. Enden blev dog at bestyreren for redningsvæsenet i Jylland fik 800 rigsdaler om året, mens hans kollega på Bornholm måtte nøjes med 150 rigsdaler. Formændene for de enkelte redningsstationer i Jylland fik en årsløn på 50 rigsdaler, men på Bornholm 20 rigsdaler (Snogebæk dog 30 rigsdaler).

Hvad de menige bjergere angik, var der ikke tale om årsløn, men dagsdiæter. I Jylland 1,5 rigsdaler per dag på Bornholm det halve. Diskrimineringen af bornholmerne skyldtes, meddelte man fra København, at indtægts- og lønniveauet på Bornholm var langt lavere end i Vestjylland. Hel eller halv løn, nok til at forsørge en familie blev det aldrig. Tværtimod stod familien i fare for at miste forsørgeren. Kirkebøgerne taler deres dystre sprog. Alene i årene 1828-1842 melder dødelisterne fra Snogebæk (Poulsker sogn) om 25 druknede fiskere, søfolk og redningsfolk. Værst den 1. november 1842, hvor fem redere fra Snogebæk druknede, mens fire besætningsmedlemmer reddedes.

Redningsbåden forulykker 1842

Nogenlunde enstemmigt meldte både danske og tyske aviser i november 1842 om ”Die Vier Geschwestern” af Emden, der henad klokken 22 tirsdag den 1. november 1842 i stormfuldt vejr var strandet på Broens rev lige syd for Snogebæk.

Skibet var på vej mod England, lastet med oliekager fra Königsberg og lå kun et par hundrede alen (cirka 125 meter) fra kysten. Men da brændingen var voldsom og stormen fra sydøst bar mod revet, viste flere forsøg på at frelse mandskabet sig forgæves.

Ved et sidste forsøg om formiddagen den 2. november kunne besætningen på det strandede skib med rædsel se, hvordan en redningsbåd med fem bjergningsfolk om bord sejlede ud fra Snogebæk, men ramtes af en voldsom styrtsø. Båden fyldtes med vand og kæntrede. Fire redningsfolk forsvandt straks, mens en femte først slugtes af de oprørte bølger efter at have klamret sig til kølen på den kæntrede redningsbåd. Først flere dage efter, lørdag den 5. november, da vinden havde lagt sig lidt, lykkedes det at redde besætningen i land ved hjælp af liner. De deltog i begravelsen den 7. november og fik at vide, at de druknede var fem familiefædre, der efterlod sig fem enker og 15 mindreårige børn i Snogebæk.

Konsekvenser af katastrofen

At hele 25 beboere således ramtes ud af en befolkning, der bestod af cirka 350 i 1842, gik ikke upåagtet hen. Redningsbådene var ikke ”synkefri”, og der blev ikke taget hånd om de efterladte.

Man begyndte nu at gennemprøve nye bådkonstruktioner, mens enkerne måtte klare sig for indsamlede midler. Det blev dog ikke helt ringe, ulykken vakte opsigt i Tyskland og betød, at den daværende konge af Hannover, Ernst August skænkede 130 rigsdaler til hver af de fem enker.

I det hele taget blev en hel del af disse ulykker inddraget af pressen i en løbende politisk diskussion om en bedre ordning af redningsvæsenet. Ikke mindst gjaldt det ulykken i indsejlingsløbet til Svaneke Havn natten mellem den 29. og 30. november 1846, hvor en hel besætning på ni mand omkom under lidt mystiske omstændigheder, da den store britiske skonnert ”Emerald” knustes af en nordøst-storm. Flere mente, at den forventede vragindtægt for byen havde været vigtigere for de ansvarlige end redning af besætningen. I hvert fald ville et raketudstyr have hjulpet, således som man fik efter 1852.

Ældste bevarede redningsbåd i Norden, benyttet i årene 1854-1945 på Sandhammeren i Skåne, hvor den endnu findes. Søsterbåd til Snogebæks redningsbåd 1854-1907. Foto: Henning Bender.

Årene efter 1852

Mens man i årene 1830-1857 kan registrere mindst 225 strandinger, hvoraf en tredjedel fandt sted ved Snogebæk på kysten mellem Dueodde og Nexø, er man på sikrere grund fra og med 1858 hvorefter redningsprotokollerne er bevarede komplet for hele landet.

Det viser sig således, at Snogebæk er den tredjetravleste redningsstation 1858-1881 i landet med 33 redningsaktioner (191 reddede).

Flyvholm og Agger ved Thyborøn fører med henholdsvis 35 (307) og 37 (262).

For Bornholm 1858-1881: Snogebæk 33 (191), Allinge 13 (134), Gudhjem 8 (39), Rønne 7 (28), Svaneke 6 (38).

Desværre havde Snogebæk også rekorden hvad angår druknede redningsfolk. De første fem i 1842 de næste fem i 1856 mens stormfloden den 13. november 1872 fjerner såvel redningshus, havn og huse i Snogebæk fra jordens overflade. Men herom mere i følgende artikler.

 

Lønnen for redningsarbejdet 1858

* Bestyrer for redningsvæsenet i Jylland fik 800 rigsdaler om året

* Bestyrer for redningsvæsenet på Bornholm fik 150 rigsdaler

* Formænd for redningsstation i Jylland fik 50 rigsdaler om året.

* Formænd for redningsstation på Bornholm fik 20 rigsdaler – dog i Snogebæk 20 rigsdaler

* Menige bjergere i Jylland fik 1 ½ rigsdaler pr. dag

* Menige reddere på Bornholm fik 0.75 rigsdaler pr. dag

Diskrimineringen af bornholmerne skyldtes, meddelte man fra København, at indtægts- og lønniveauet på Bornholm var langt lavere end i Vestjylland.

 

Antal strandinger i perioden 1858-1881

1. Flyvholm, Thyborøn, 35 redningsaktioner og 307 reddede

2. Agger, Thyborøn, 37 redningsaktioner og 262 reddede

3. Snogebæk 33 redningsaktioner og 191 reddede.

Øvrige Bornholm:

• Allinge 13 redningsaktioner og 134 reddede

• Gudhjem 8 redningsaktioner og 39 reddede

• Rønne 7 redningsaktioner og 28 reddede

• Svaneke 6 redningsaktioner og 38 reddede