I discgolf – eller frisbeegolf, som det også bliver kaldt – er reglerne som i golf, men man skyder ikke bolde. Man kaster sin frisbee i kurve, der er opstillet i naturen. Foto: Jens-Erik Larsen

Ny bane skal sætte Rø Plantage på europakortet

Under coronanedlukningen er frisbee-sporten discgolf vokset i popularitet både i Danmark og internationalt.

Det kan derfor være god timing, at et lille område af Rø Plantage nu bliver indrettet som stævneværdig discgolf-bane.

Initiativtageren, Jeppe Svendsen, ser et meget stort potentiale i området. Han håber, at banen ad åre vil blive optaget i det fine selskab af Europas bedste discgolf-baner.

Trækplaster

Under coronanedlukningen er frisbee-sporten discgolf vokset i popularitet både i Danmark og internationalt. Det kan derfor være god timing, at et lille område af Rø Plantage nu bliver indrettet som stævneværdig discgolf-bane. Initiativtageren, Jeppe Svendsen, ser et meget stort potentiale i området. Han håber, at banen ad åre vil blive optaget i det fine selskab af Europas bedste discgolf-baner.

– Jeg ser et kæmpe potentiale derude. Jeg tænker, at dér kan man lave den bedste bane i landet, siger Jeppe Svendsen, der er halvt bornholmer og bosat i Odense, hvor han er formand for den lokale discgolf-klub.

– Man vil snildt kunne afholde danmarksmesterskaberne i discgolf på den kommende bane i Rø Plantage. Den kan blive en del af det, vi kalder danish tour. Men jeg vil også vove den påstand, at man på længere sigt kan rumme europatouren og større europæiske turneringer, siger Jeppe Svendsen.

Startede med familie-bane

Banen skal ligge ved klatreparken Til Tops, som allerede har en lille discgolf-bane, der dog alene henvender sig til turister og andre, der ikke dyrker frisbee-sporten på højt niveau.

Ejer af den nuværende discgolf-bane, Tor Madsen, havde ikke forstillet sig, at han skulle lægge land til det, der kan blive et internationalt trækplaster.

– Discgolf er en ekstremt hurtigt voksende sport. I mange lande er det den sport, der vokser mest. Den er nærmest nationalsport i så særlige lande som Grækenland, Estland og Finland. Og det er kæmpe stort i USA, hvor der er pengepræmier, som det er værd at gå efter. Og man forventer, at det bliver endnu større.

– Det var nu ikke derfor, jeg lavede min bane. Jeg gik efter at have en familiehygge-ting. Derfor lavede vi selv en semi-profbane uden at vide, hvor lang en bane egentlig skal være, fortæller Tor Madsen.

 

Discgolf

Discgolf er også kendt som frisbeegolf. Det er en sportsgren, som startede i 1960’erne. Reglerne ligner dem i almindelig golf, men banens huller er skiftet ud med kurve, hvor der er påmonteret kæder. Og i stedet for at slå bolde rundt på banen, kaster man særlige frisbee’er.

Der er over 60 discgolf baner i Danmark, og de findes fordelt over hele landet. Nogle har seks korte begyndervenlige huller, og andre er store baner med 18 udfordrende huller for alle niveauer. Den bane, der i øjeblikket bliver anlagt i Rø Plantage, skal høre til blandt de store. Det vil sige, at professionelle får mulighed for at kaste fra 200-400 meters afstand fra kurvene.

I forbindelse med coronanedlukningen har discgolf-klubberne fået mange nye medlemmer. Det er nemlig en idræt, der både kan være social og foregå med afstand mellem mennesker ude i frisk luft.

 

Et særligt sted

Jeppe Svendsen, der har familie på Bornholm, er tit herovre, og som discgolf-entusiast besøgte han sidste sommer Tor Madsens bane. Han kunne hurtigt konstatere, at der i Rø Plantage er et potentiale, som den nuværende bane ikke udfylder. Derfor blev de enige om, at han kunne lave en ny bane, hvis han ville.

– Tor har jo et fantastisk sted til formålet. Det er Bornholm, så der er klipper – hvilket man jo ikke rigtig kan finde andre steder i Danmark. Det giver noget unikt. Så er der desuden flotte flotte åbne områder. Smukke søer og vandløb. Krogede egetræ og fyrretræer med lige, høje stammer. Der er også elevation op og ned ad bakker og mulighed for at have lange huller. Det er bare et rigtig, rigtig fantastisk område, siger Jeppe Svendsen.

I efteråret og vinteren gik Jeppe Svendsen – der også har etableret Odenses discgolf-bane – i gang med at designe, skove og gøre klar til den nye bane. Til at hjælpe sig havde han sin nevø Joel Hoffmeier, der er uddannet arborist – altså træplejer.

Jeppe Svendsen håber, at banen med de 18 huller – eller rettere kurve, som man skal kaste sin særlige frisbee i – står klar, så den kan tages i brug til næste års sæson.

Jeppe Svendsen og hans nevø Joel Hoffmeier har brugt to uger på at skove ved Rø Plantage, så de kan skabe, hvad Jeppe Svendsen forventer bliver Danmarks bedste discgolf-bane. Foto: Privat

Vil starte bornholmsk discgolf-forening

I forbindelse med etableringen af den nye discgolf-bane i Rø Plantage, vil Jeppe Svendsen og Tor Madsen også etablere en bornholmsk discgolf-klub. Som noget ganske unikt vil Tor Madsen stille banen til gratis rådighed for klubben, og Jeppe Svendsen er klar til at påtage sig formandsansvaret, hvis det bliver aktuelt.

– Der skal startes et miljø omkring discgolf på Bornholm. Vi vil banke en discgolf-klub op, siger Tor Madsen.

– Vi vil gerne have nogle voksne mennesker og deres børn til at synes, det er interessent. De kan låne banen helt gratis, og de kan endda låne et rum, de kan være i om vinteren. Låner de også mine disce, så koster det dem nul. Vælger de at købe en disc selv, så koster det 100 kroner, og den holder, til de smider den væk. Det er et prisniveau, der er meget lavere end andre sportsgrene. Så familien med mange børn og få penge kan her få en aktivitet, der ikke koster noget, siger Tor Madsen.

Han er ikke selv klart til at indgå i den daglige drift af en klub. Men han udlåner gerne et sæt nøgler til et klublokale, og så håber han, at andre – eksempelvis forældre – vil tage imod tilbuddet. Der er allerede nogle discgolf-spillere på Bornholm, og de har vist interesse for initiativet.