Gult jubilæum fra solopgang til solnedgang

Gult jubilæum fra solopgang til solnedgang
Sådan så det ud, da Team Rynkeby Bornholms ryttere forlod Store Torv i 2019 og satte kursen mod færgelejet på deres karakteristisk gule cykler. Arkivfoto: Berit Hvassum
| 8. AUG 2020 • 15:30
Af:
jakob-noermark

8. AUG 2020 • 15:30
CYKLING

Normalt går turen til Paris, men i år måtte den bornholmske afdeling af Team Rynkeby blive hjemme på grund af coronapandemien.

Forårets og sommerens træningsture bliver dog ikke helt forgæves – de aktivt cyklende vil i øvrigt nok mene, at træningen bærer lønnen i sig selv – for Team Rynkeby Bornholm har arrangeret en lokal udfordring. Lørdag den 29. august kører holdet Bornholm rundt fra solopgang til solnedgang. Løbet vil samtidig fungere som fejring af holdets 10-års jubilæum.

Alle tidligere deltagere på Team Rynkeby Bornholm har fået en invitation til at stille op til jubilæumsløbet, der udelukkende er for tidligere ryttere, sponsorer, hjælpere eller været tilnkyttet på anden vis.

"Kom og vær med – uanset om du har mod på en, to eller tre omgange rundt om vores smukke ø," lyder opfordringen fra velgørenhedscykelholdet.

"Med markeringen af jubilæet ønsker vi i Team Rynkeby Bornholm at takke vores trofaste sponsorer, hjælpere, ryttere og alle andre, der er med til at støtte op om den gode sag og indsamlingen til Børnecancerfondens arbejde", står der i invitationen.

En af dem, som skal op på cyklen, er Klaus Vesløv.

Han forklarer, at der ikke skal samles penge ind til Børnecancerfonden på den bornholmske rundtur.

– Det er som sådan ikke formålet denne gange. Det er sige tak til alle dem, der har støttet op gennem ti år, og få sat den gode sag på landkortet. Det er nu tiden er inde til at melde sig, hvis man vil køre med næste sommer, fortæller Klaus Vesløv, der skulle have kørt til Paris for tredje gang i år, hvis ikke corona-pandemien havde sat en kæp i hjulet.

– Det er en sag, der ligger mig nært. Det er en kombination af at gøre noget for en god sag og gøre noget godt for sig selv, siger Klaus Vesløv.

Blandt de inviterede er både veteraner og novicer i Rynkeby-sammenhæng. De mest erfarne på holdet har taget turen fra Rønne til Avenue des Champs-Élysées 7-8 gange. I invitationen står, at rundturen på Bornholm vil foregå i Rynkeby-tempo, hvilket vil sige 20 km/t inklusiv pauser – og en kørehastighed på 25-27 km/t. Rytterne kører i samlet flok, som corona-kravene måtte tillade det på dagen.