Generationsskiftet er nu ført ud i livet for Bjarne Nielsens Byggeforretning, hvor Bjørn Nielsen (tv) tog over som direktør for tre år siden. Bjarne Nielsen går nu på pension. Foto: Holger Larsen

Bygmester holdt 40 års jubilæum og går på pension: Jeg har taget tilløb flere gange

Flere af de mange besøgende ved fredagens reception bemærker, at de ikke helt tror på, at Bjarne Nielsen vil kunne holde sig væk fra sit livsværk, Bjarne Nielsens Byggeforretning, selv om han nu er gået på pension.

Men bygmester Bjarne Nielsen selv er stålfast i sine udtalelser over for Bornholms Tidende:

– Jeg har taget tilløb flere gange, siden jeg blev 65. Nu er jeg 69 tre kvart. Jeg vil jo gerne slippe det, og da jeg i 2019 fik to blodpropper, tog jeg mit liv op til revision. Men jeg ville lige have 40 års jubilæet med.

Virksomhedens, og dermed også Bjarne Nielsens, 40 års jubilæum var lige nøjagtig det, der blev fejret på virksomhedens hjemmebane i Brovangen i Aakirkeby – og at Bjarne Nielsen går på pension.

Bjarne Nielsen siger, at det da godt kan være, at han vil droppe ind på værkstedet ind imellem. Men det bliver for at fremstille legehus og andre gode ting og sager til børnebørn og øvrige familie. For han vil meget gerne bruge hænderne til at lave noget kreativt. Men kontoret vil han helt holde sig fra, fastslår han.

– Der har jeg tilbragt tid nok.

– Jeg skal passe mit hus i Præstevænget, og jeg skal spille golf. Jeg har ikke turdet starte på det endnu, fortæller Bjarne Nielsen videre om fremtidsplanerne.

En mand og en kassebil

Byggeforretningen er historien om et firma, som startede i det små og voksede sig større.

– Jeg startede alene med en kassebil. Så gik der 12 måneder, før jeg ansatte den første medarbejder og yderligere en måned, før jeg ansatte nummer to, husker Bjarne Nielsen.

– Vi er i dag 33 medarbejdere. Vi er sluppet nådigt igennem coronaperioden. Vi har flyttet nogle ordrer, men vi har ikke haft brug for at sende folk hjem.

Sønnen Bjørn Nielsen indtrådte som medejer af virksomheden i 2011, og han blev direktør for tre år siden.

Er det et firma i god gænge, du giver videre?

– Ja, det synes jeg. De andre kan sagtens køre det. Vi skal ikke prale, men jeg mener, at Bjarne Nielsens Byggeforretning har et rimelig godt ry, siger Bjarne Nielsen.

Mange gode år

Et kig i avisens tekstarkiv fortæller om både gode regnskaber i de senere år og en udnævnelse til årets læreplads i 2019.

– Da vi for 15 år siden havde haft nogle dårlige sager, tog vi firmaet op til revision og besluttede os til at lade være med at tage arbejdet, hvis man for at få opgaven var ude på kanten og skulle lave noget, der ikke var så godt. Vi har i de seneste par år tjent for lidt i forhold til, hvor meget arbejde, vi har haft. Bjørn og jeg er nok ikke så gode til at stoppe op og sige, at nu kan vi ikke klare mere, mener den nu tidligere bygmester.

– Så er man måske også heldig at lave nogle ting, som lykkes ret godt, og som måske er lidt svære. Vi vandt licitationen og byggede madkulturhuset Gaarden i Melsted. Det byggeri har ført mange andre opgaver med sig, fordi folk har set, hvad man kan lave, siger Bjarne Nielsen.

Byggeriet fik i øvrigt regionskommunens arkitekturpris i 2015.

– Der har selvfølgelig været dårligere perioder. Men jeg har altid været glad for at være selvstændig, slutter Bjarne Nielsen.

 

15

Bjarne Nielsen var kun 15 år, da han kom i tømrerlære i 1966.

Han blev selvstændig i 1980. Bjarne Nielsens Byggeforretning startede i Pedersker, men flyttede hurtigt til Aakirkeby.

Adressen har siden 1987 været i Brovangen, hvor der er blevet udvidet flere gange.