Projektleder om kritik: Hvorfor siger I først noget nu?

Projektleder om kritik: Hvorfor siger I først noget nu?
vad angår stenenes placering og faren for at snuble over dem, opfordrer Mugen Adler folk til at have øjnene med sig. Foto: Jens-Erik Larsen
| ABONNENT | 6. AUG 2020 • 15:34
Af:
anette-vestergaard
| ABONNENT
6. AUG 2020 • 15:34
AAKIRKEBY

Mugen Adler, landskabsarkitekt i Bornholms Regionskommune og projektansvarlig for områdefornyelsen i Aakirkeby, tager både imod gode ideer og kritik.

Men hun er lidt forbavset over, at kritikken i forhold til etableringen af Naturtorvet i Aakirkeby, først kommer nu, for planerne har været offentligt kendt i flere år.

– Det her er jo et borgerinddragende projekt, og der har hængt plakater i byen siden december, hvor vi har orienteret om planerne. Man har haft et halvt år til at ytre sig, hvorfor siger man først noget nu, spørger hun.

Hvad angår stenenes placering og faren for at snuble over dem, opfordrer Mugen Adler folk til at have øjnene med sig:

– Risikoen for at falde over en sten er vel den samme som at for at støde ind i en blomsterkumme, siger hun og minder om, at det er borgerne selv, der har ønsket at få naturen ind på Torvet i Aakirkeby. Her sigter hun til de borgere, der har været aktive i processen frem til nu, og som har meldt sig ind i en af de fire styregrupper, der tager sig af hvert sit delområde, bistået af kommunens medarbejdere.

Indvielse i oktober

Nu opfordrer hun de borgere, der er utilfredse, til at melde sig ind i kampen og involvere sig i områdefornyelsen i Aakirkeby. For den er slet ikke slut endnu, påpeger Mugen Adler:

– Naturtorvet er kun første etape. Og det er ikke engang indviet endnu, så jeg synes måske, man lige skal give det en chance, siger hun.

Hvad angår belysning og indhegning er der henholdsvis grønt og rødt lys fra Mugen Adler.

– Der kommer ikke noget hegn op omkring hullet. Det er ment som en rekrativt opholdssted, hvor man kan spise en sandwich i læ, og hvor børnene kan lege. Det er kun afspærret nu, for at give beplantningen fred til at etablere sig, siger hun.

Til gengæld bliver hullet belyst i de mørke timer, forsikrer den kommunale projektleder.

– Vi mangler at få sat den sidste mast op, men der kommer både lys på hullet og på gæssene, siger Mugen Adler, der fortæller, at etableringen af det nye anlæg på Torvet i Aakirkeby har været ramt af forsinkelser på grund af coronakrisen.

Anlægget skulle ifølge de oprindelige planer have været klar inden pinse. Nu ser det ud til, at Naturtorvet kan indvies i oktober, når de sidste elementer – træerne – er plantet.

I næste uge mødes den lokale styregruppe første gang efter ferien, og her vil man blandt andet tage fat på næste etape af områdefornyelsen i Aakirkeby.