Mens vi venter på braget i BAT

Mens vi venter på braget i BAT
Arkivfoto: Jacob Jepsen
| ABONNENT | 6. AUG 2020 • 13:00
Af:
oejvind-hesselager
| ABONNENT
6. AUG 2020 • 13:00
LEDER

Borgmester Winni Grosbøll har nu meldt sig på banen i konflikten med busselskabet BAT, der de seneste år har lidt under en alvorlig konflikt mellem ledelsen og medarbejderne. Chaufførerne føler sig ikke inddraget. De understreger, at problemet er større end spørgsmålet om, hvornår og hvor busserne skal køre, og hvordan arbejdstiderne er. Der er reelt tale om mistillid til ledelsen. Vi kender ikke ledelsens position, da den ganske opsigtsvækkende ikke kommunikerer med offentligheden gennem pressen.

Bornholm har på papiret store ambitioner med den kollektive trafik. Og BAT drives altså for penge inddrevet hos borgerne gennem skatter. På den baggrund virker Winni Grosbølls markering meget forsigtig. Hun meddelte i går Bornholms Tidende, at hun har talt med tillidsmand i BAT, Stig Lodberg, som kunne oplyse, at der er dialog mellem chaufførerne, trafikchef Lars Friborg og centerchef for Ejendomme og Drift, Bjarne Freund-Poulsen. Og det lader borgmesteren sig foreløbigt tilfreds med.

– Så længe dialogen er der, er det ikke en politisk opgave at løse situationen, men fører det ikke til en løsning, vil jeg gerne ind over, siger borgmesteren til Bornholms Tidende.

 
Tag teten borgmester!

 

Winni Grosbøll skal roses for sin meget tillidsbaserede ledelse. Og det ville være vidunderligt, hvis parterne selv kan få sig hevet op af den sump, de gennem de seneste år har talt sig længere og længere ud i. Men – for det første – der er IKKE dialog mellem alle aktørerne. Det er alene centerchefen i kommunen og tillidsmanden i BAT, der taler sammen. Tillidsmanden forklarer, at han ikke har talt med sin chef Lars Friborg, der har ferie til på mandag.

Og – for det andet – så kommer tillidsmanden med en meget tydelig markering af, at der ikke er udsigt til nogen form for konstruktiv dialog fremover. Snarere tværtimod.

– Lige nu vil jeg sige, at vi alle sammen har trukket skuldrene op omkring ørerne og venter på braget, siger han til Bornholms Tidende. Og direkte adspurgt, hvad han mener med det, forklarer han, at alle i BAT venter på braget, når Lars Friborg kommer hjem fra ferie.

Situationen ser ikke ud til at være løst. Der er brug for politisk handlekraft og ikke blind tillid. Konflikten har stået på i årevis, og den fremstår nu mere tydeligt end nogensinde.

Derfor er det ikke nok, at borgmesteren stiller sig til rådighed, hvis parterne ikke kan finde ud af at tale sammen og løse problemerne. Lige nu er bornholmerne vidne til en busledelse, der i sit selvvalgte og tavse eksil absolut ikke fremstår tillidsvækkende. Det skal der handles på.

BAT skal have klar besked om, hvad vi som borgere forventer af selskabet. Og kan de ikke leve op til det, må andre overtage driften af bornholmernes busser. Tag teten borgmester!