Niels Simonsen startede i april Simons Multiservice i Nexø. Foto: Berit Hvassum

Niels leverer multiservice i sit nystartede firma

DAGENS NAVN: Niels Simonsen startede i april Simons Multiservice i sin barndomsby Nexø. Efter nogle år i København flyttede han tilbage for 12 år siden med sin kone og to sønner.

DAGENS NAVN: Niels Simonsen startede i april Simons Multiservice i sin barndomsby Nexø. Efter nogle år i København flyttede han tilbage for 12 år siden med sin kone og to sønner.

 

Du stiftede Simons Multiservice i april i år – hvad tilbyder dit firma?

– Jeg tilbyder forefaldende arbejde, små reperationer og vedligehold inden for hus, have, sommerhus, oprydning og affaldshåndtering.

Hvorfor startede du Simons Multiservice?

– Jeg har haft ideen længe om at starte, som jeg har gjort, dels fordi man oplever, at der er større og større behov for nogen, som kan tage sig af alle de små opgaver – mange håndværksfirmaer har travlt, som er et positivt problem, kan man sige – og dels på grund af lysten til at prøve at starte for mig selv. Jeg har dog stadig mit hovederhverv indtil videre, som er i den norske offshorebranche, så vil jeg med tiden se, hvordan det går. Det er jo en heldig måde at prøve det af, synes jeg. Jeg har meget afspadsering, så derfor havde jeg muligheden for at starte det op.

Hvad beskæftigede du dig med tidligere?

– Helt fra start blev jeg udlært som vodbinder, sidenhen fisker, chauffør og arbejdsmand på kranværksted i København. Jeg er også uddannet og har sejlet som skibsassistent. Jeg boede i København fra 1990 til 1998, og siden 2004 har jeg arbejdet indenfor offshoreindustrien, primært i Norge. Jeg har uddannet mig som teknisk isolatør kombineret med stillads og overfladebehandler. Ja, man skal kunne mange ting i dag. Så det, jeg hovedsageligt gør, er at arbejde med vedligeholdelse af olieplatforme og borerigge og nogle olie- og gasanlæg på landsiden også.

Hvad laver du i din fritid?

– Familie, motion, løber, cykler, svømmer. Vi går meget i den fantastiske natur, som vi jo er så heldige at have her på vores ø. Min kone er fra København, og vores sønner bor derovre nu, så vi er ofte i den “store” by.

Hvorfor flyttede du tilbage til Bornholm?

– Vi flyttede som sagt til Nexø i 1998, og egentlig fordi vi dengang kunne købe et hus med have til, som var til at betale. Vi boede som sagt i København, og på det tidspunkt skulle vi have en større bolig, fordi vi var blevet til fire, og priserne var næsten eksploderet. Så på en ferie så vi det hus i Nexø, som vi bor i i dag.

 

 

Niels Simonsen

56 år

Født og opvokset lige uden for Nexø i Nørremarken

Er gift og har to voksne børn

Har boet i Nexø siden 1998