Finn Hansen hilser på forsvarsminister Trine Bramsen. Foto: Holger Larsen

Øens ældste mødte ministeren

CHRISTIANSØ

– Båt, båt, lød det bag ministeren i Gaden på Christiansø. Den overraskende lyd på den bilfri ø kom fra båthornet på Finn Hansens rollator.

– Her kommer Christiansøs ældste beboer, præsenterede administrator Jens Peter Koefoed.

87-årige Finn Hansen stoppede op og hilste pænt på forsvarsminister Trine Bramsen med et håndtryk. Ingen coronaforskrækkelse her.

Finn Hansen havde en mission med at skulle hilse på. Det havde han planlagt, røbede han bagefter overfor avisens udsendte. Han ville nemlig fortælle ministeren, hvor tilfreds han er med øens administrator. Jens Peter Koefoed stopper som bekendt til nytår, og Forsvarsministeriet har indledt processen med at finde en afløser.

– Han er en pragtfuld fyr. Også fordi jeg er 87 og har hjemmehjælp tre gange om dagen og rengøring en gang om ugen. Det er sgu fornemt. Det får man ikke på Bornholm, sagde Finn Hansen som et lille apropos til den aktuelle hjemmeplejedebat på Bornholm.

Christiansøs administration har tre medarbejdere, der står for hjemmehjælp og rengøring.

Finn Hansen er født og opvokset på Christiansø:

– Da jeg var 11 år, kom jeg på kostskole, og derefter sejlede jeg i hele mit arbejdsliv og havde et dejligt liv til søs. Jeg vendte hjem hertil for 20 år siden og fik en ny, smuk hustru. Vi mødtes her. Hun er bornholmer, og nu har vi været gift i snart 20 år. Vi har en pragtfuld lejlighed her og et pragtfuldt sommerhus i Grisby mellem Svaneke og Aarsdale.

– Men vi flytter ikke herfra, for her betaler vi kun statsskat, sagde Finn Hansen.