Ministeren: Christiansø er et flot symbol for det danske forsvar

Ministeren: Christiansø er et flot symbol for det danske forsvar
Trine Bramsen fik vind i håret, da hun oppe at nyde udsigten fra Store Tårn på Christiansø. Foto: Holger Larsen
| ABONNENT | 5. AUG 2020 • 09:53
Af:
holger-larsen
| ABONNENT
5. AUG 2020 • 09:53
CHRISTIANSØ

Det er et flot symbol for det danske forsvar, at Forsvarsministeriet fortsat ejer Danmarks østligste øer, Ertholmene, så det ser forsvarsminister Trine Bramsen (S) ingen grund til at ændre på.

Det gav forsvarsministeren udtryk for, da hun tirsdag eftermiddag sammen med en lille delegation fra ministeriet og repræsentanter fra den bornholmske presse med Christiansøs tjenestefartøj Elephanten havde sat kursen mod Gudhjem. Hun og de øvrige passagerer var mættet med indtryk fra en solbeskinnet dag på øerne og et program med mange besøg og informationer.

– Der er et meget stærkt fællesskab på Christiansø og en stor stolthed, sagde Trine Bramsen, da hun blev bedt om at sammenfatte de mange indtryk.

– Jeg bliver også stolt over at opleve Christiansø som noget af det mest danske, og som noget, vi skal arbejde på at bevare, sagde ministeren.

Op under neglene

Hvad var baggrunden for turen til Christiansø?

– Christiansø har siden jeg tiltrådte for et år siden stået på listen over steder, jeg skulle besøge. Jeg synes, det er vigtigt ikke bare at se udfordringerne på skrivebordet, men rent faktisk også få dem op under neglene. Det er selvfølgelig ikke gjort med et besøg. Jeg håber, det bliver det første i en række, svarede ministeren.

Trine Bramsen fortalte, at hun sammen med sin familie havde holdt sommerferie på Bornholm. Men da den øvrige familie tog turen til Christiansø, valgte hun at blive på Bornholm – for hun ville gemme turen, til hun skulle af sted som minister i begyndelsen af august.

– Min forståelse bliver større, når jeg selv har set tingene, men jeg håber også, at det virker den anden vej, så det også skaber en kortere vej til ministeren, når jeg viser, at jeg faktisk er interesseret, sagde Trine Bramsen.

– Christiansø står overfor nogle spændende ting med hele den grønne omstilling. Her er Christiansø frontløber på mange områder. Nogle af de projekter, der er ved at blive søsat nu, er nogle, man først begynder at gøre sig tanker om andre steder. Jeg håber, at erfaringerne fra Christiansø bliver brugt, når vi som regering skal sørge for, at der kommer en god grøn omstilling i hele Danmark, tilføjede ministeren.

Skolen imponerede

Men selv om besøget specielt havde fokus på Christiansøs miljø- og energitiltag, var der et helt andet område, som Trine Bramsen (der selv er mor til en to-årig pige) fandt interessant:

– Det var spændende at se og opleve skolen og engagementet med børnene. Det understreger, at man kan gøre noget selv for at skabe et godt børneliv, og jeg kan ikke forestille mig et bedre børneliv end at vokse op her, også med den tryghed det giver. Det håber jeg kan inspirere mange, der har været på besøg på øen, sagde Trine Bramsen, der fortalte, at hun også havde lagt mærke til elevernes gode karakterer.