Københavns Lufthavn vil fyre cirka hver fjerde medarbejder

Københavns Lufthavn vil fyre cirka hver fjerde medarbejder
Bornholmerflyet ankommer til Københavns Lufthavn. Arkivfoto: Allan Rieck
| 5. AUG 2020 • 09:39
Af:
ritzau

5. AUG 2020 • 09:39
For at tilpasse sig et lavere aktivitetsniveau planlægger Københavns Lufthavn at nedlægge 650 fuldtidsstillinger.

Til sammenligning har lufthavnen i dag omkring 2600 medarbejdere ansat på fuldtid. Dermed risikerer cirka hver fjerde medarbejder at miste jobbet.

Det oplyser Københavns Lufthavn i en meddelelse.

Ifølge Thomas Woldbye, administrerende direktør i Københavns Lufthavn, har det globale udbrud af coronavirus givet en lavere aktivitet i lufthavnen.

For at få økonomien til at hænge sammen bliver lufthavnen derfor nødt til at skære i sine udgifter, herunder lønomkostningerne.

– Det er meget trist, at vi nu skal være færre medarbejdere i CPH, siger Thomas Woldbye i meddelelsen.

Han forklarer, at de politiske hjælpepakker under coronakrisen har gjort en stor forskel for lufthavnen, og at forlængelsen af lønkompensationsordningen betyder, at der ikke skal afskediges lige så mange, som hvis ordningen ikke havde været der.

– Men med udviklingen i flytrafikken må vi ulykkeligvis erkende, at det ikke er muligt for os at fastholde det samme antal medarbejdere som før coronakrisen, siger Thomas Woldbye.

Nedlæggelserne er blevet annonceret i forbindelse med et halvårsregnskab fra lufthavnen, der viser et minus på 178 millioner kroner.