Ældreråd: Der skal ekstra penge til området

Ældreråd: Der skal ekstra penge til området
Bornholms Ældreråd mener, at kommunalpolitikerne skal tage forholdene i ældreplejen alvorligt og tildele området flere penge og flere ansatte. Arkivfoto: Berit Hvassum
| 5. AUG 2020 • 08:49
Af:
henrik-nielsen

5. AUG 2020 • 08:49
PLEJE

Tiden er inde til, at kommunalpolitikerne tager kritikken af ældreplejen alvorligt og gør noget ved det, lyder det fra Bornholms Ældreråd i en pressemeddelelse efter de seneste dagens debat på baggrund af en tv-dokumentar og et Facebook-indlæg, hvor kommunalbestyrelsesmedlem Kirstine van Sabben fortæller om sine oplevelser som ansat i hjemmeplejen.

Når ældrerådet modtager henvendelser om manglende pleje eller andre kritisable forhold, handler det primært om hjemmeplejen, og ifølge formand Erik A. Larsen genkender rådet de mange kritikpunkter, der er kommet frem det seneste par dage.

– Vi har jævnligt bragt problematikkerne op over for relevante personer i kommunens ledelse samt drøftet det på flere møder. Desværre er det stadig et kendt problem, at ansatte i hjemmeplejen løber meget hurtigt og har alt for mange besøg på en vagt, hvilket giver et dårligt arbejdsmiljø og tiltagende sygdom blandt personalet. Konsekvensen heraf er ringere service over for de borgere, der har behov for hjælp, siger Erik A. Larsen i pressemeddelelsen.

Brug for ekstra penge

Ifølge Erik A. Larsen har ældrerådet erfaret, at der visiteres så stramt, at der er alt for kort tid til at løse opgaverne hos borgerne, ikke mindst at have tid til en snak med borgeren.

– Derfor kan vi foreslå, at der afsættes et fast antal minutter til at komme ind af døren og hilse på borgeren, inden den egentlig opgave påbegyndes, lyder det fra Erik A. Larsen.

Formanden for ældrerådet fortæller, at rådet også har hørt, at køretiden mellem borgerne ikke er indregnet på realistisk vis, hvilket medfører, at der ikke er plads til en tiltrængt pause for de ansatte til for eksempel toiletbesøg.

– Dette kræver naturligvis flere ansatte, altså varme hænder. Det vil koste ekstra penge til området. Dette bør politikerne tage alvorligt i de kommende budgetforhandlinger for 2021, siger Erik A. Larsen.

Mandag behandler Bornholms Ældreråd høringssvar til det kommunale budget 2021, hvor disse forhold vil indgå. På mødet har rådet besøg af Winni Grosbøll til en drøftelse af forholdene.