Mest bekymrede er vi nok i forhold til om ståkoncerter kan realiseres – altså, hvor publikum ikke er tvunget til at sidde ned, siger den kunstneriske leder af Musikhuzet, Peer Koefoed Andersen. Arkivfoto: Berit Hvassum

Musikhuzet følger spændt udviklingen: ‘Vi håber til det sidste, at vi får lov til at åbne på et eller andet niveau’

KULTUR

Tager Danmark skridtet ind i fase 4 i genåbningen af det danske samfund efter corona-nedlukningen i foråret?

Eller tilsiger det stigende smittetryk, at denne fase bliver udskudt?

Mange steder bliver der talt på knapper, deriblandt i Musikhuzet i Rønne, hvor den kunstneriske leder, Peer Koefoed Andersen, følger debatten tæt, og derfor blandt andet er på det rene med, at Kåre Mølbak, faglig direktør for infektionsberedskabet på Statens Serum Institut, på det seneste har sagt, at han ikke mener, det er sundhedsfagligt forsvarligt at genåbne samfundet mere, end det allerede er – hvilket naturligvis har sat den politiske diskussion i gang.

Og bliver fase 4 ikke til noget nu, rammer det blandt andre Musikhuzet.

– Men vi håber til det sidste, at vi får lov til at åbne på et eller andet niveau, siger Peer Koefoed Andersen.

– Mest bekymrede er vi nok i forhold til om ståkoncerter kan realiseres – altså, hvor publikum ikke er tvunget til at sidde ned. Men vi er også lidt kede af, at vi hele tiden kobles sammen med diskotekerne, for vi synes, der er langt fra dem og til, at vi laver en siddende koncert med de forholdsregler, vi så i øvrigt vil tage. Det er noget helt andet end diskoteker, som holder åbent til langt ud på natten. Og det siger jeg ikke, fordi jeg ikke under dem, at måtte åbne.

Forsøg i Tyskland

Peer Koefoed Andersen har været i kontakt med spillestedernes brancheforening, Dansk Live, hvilket ikke gjorde ham klogere på, hvad der er i umiddelbar vente.

– De ved ikke mere end det, vi andre også kan læse i pressen, siger han.

– Men i Tyskland kører der lige nu et forsøg, hvor man vil afvikle tre scenarier af en koncert for at blive klogere på, hvad der sker i løbet af sådan en, og det er vi også spændte på. Man lader nogle tusinde mennesker, som man ved ikke er smittet, gå til koncert under forskellige forholdsregler, og hvor de har censorer på sig, så man kan følge deres ageren. De har også noget speciel væske på hænderne, så man på den måde kan måle på, hvor de har været, hvad de har rørt ved og så videre.

 

Man savner det og vil virkelig gerne i gang!
Vi går jo nu ind i sjette måned af nedlukningen.

 

Han er klar over, at politikerne skal beslutte, hvad der skal ske, inden for et vist råderum, men kan godt undre sig over tusindvis af tilskuere til fodboldkampe kontra Musikhuzet, hvor han mener, det ville være lettere at styre eksempelvis 200 koncertgængere.

Hvis fase 4 ikke bliver til noget nu, hvad betyder det så konkret for jer?

– Så må vi ha’ en klar forventning om, at de nuværende kompensationsordninger, som for os udløber den 30 august, vil blive forlænget, og det gælder både lønkompensation og dækning af faste udgifter, siger Peer Koefoed Andersen og fortsætter:

– Men i øvrigt har vi altså noget personale og nogle frivillige, som vildt gerne vil i gang igen og virkelig glæder sig til det. Så det vil være rigtig ærgerligt, hvis vi får at vide, at vi skal vente endnu længere.

Og hvis man ser på jeres program for den kommende tid, så er der i givet fald ting, som ikke kan blive til noget?

– Ja, men det kommer an på, hvad der sker. Mit gæt er, at der ikke bliver tale om en fuld åbning, men en åbning med restriktioner. Jeg vil ikke være overrasket, hvis vi ikke må lave ståkoncerter, som kan minde om det, der sker på diskoteker, hvor alle mingler imellem hinanden, men i forhold til siddekoncerter kan man sige, at der jo allerede er lavet en masse arrangementer rundt omkring, som til forveksling ligner det, vi i givet fald ville tilbyde. Der er for eksempel klassiske koncerter i kirkerne.

Hellere holde lukket

Man skal vel tage det alvorligt, hvis man kan konstatere, at smittetrykket stiger?

– Ja, og vi vil da på ingen måde gamble med noget som helst. Hellere holde lukket en måned mere for at være på den sikre side, siger den kunstneriske leder.

Hvis fase 4 ikke bliver til noget nu, så kan jeg se, at de første arrangementer, I har i slutningen af august, er TV-2 i Høst Museet samt Rune Klan og Jan Mølby i Musikhuzet – vil de blive aflyst?

– TV-2 er udendørs, så det tror vi ikke, der bliver nogen problemer med, men Rune Klan og Jan Mølby er indendørs, så det kan blive et problem. Men det vil i givet fald være siddende arrangementer, så det tror vi faktisk, vi vil få lov at gennemføre, bare med en begrænset kapacitet.

Så du følger udviklingen tæt?

– Ja, vi følger den meget spændt, det gør alle vores frivillige også. Man savner det og vil virkelig gerne i gang! Vi går jo nu ind i sjette måned af nedlukningen, siger Peer Koefoed Andersen.

 

 

Fase 4

På Statsministeriets hjemmeside kan man læse, at følgende restriktioner – altså steder, der i fase 3 skal forblive lukkede – vil blive opretholdt indtil fase 4, som starter primo august:

• Alle øvrige uddannelser.

• Diskoteker, spillesteder og natteliv

• Yderligere dele af indendørs sports- og fritidsfaciliteter mv. (eksempelvis fitnesscentre, badelande, legelande, svømmehaller).

• Forbuddet mod arrangementer, begivenheder, aktiviteter eller lignende, hvor der er flere end 500 personer tilstede, fastholdes til minimum 31. august.

Kilde: stm.dk