Safaritur sætter fokus på farlig blodsuger: Bliv bidt af naturen, men ikke af flåterne

Safaritur sætter fokus på farlig blodsuger: Bliv bidt af naturen, men ikke af flåterne
Turen starter ved Christianshøjkroen. Foto: Berit Hvassum
| 4. AUG 2020 • 15:04
Af:
jakob-marschner

4. AUG 2020 • 15:04
NATUR

Var det noget med en skovflåt-safari? Så kommer chancen i morgen, onsdag den 5. august med afgang fra Christianshøjkroen.

Jesper Kaufmann fra Naturstyrelsen arbejder til daglig tæt på de blodsugende flåter og deres levesteder. Skovflåterne kan sprede TBE-virus, der kan udløse centraleuropæisk hjernebetændelse. I Danmark er de fleste tilfælde forbundet med ophold på Bornholm, hvor der de fleste år er to til fire tilfælde.

Omkring hver fjerde TBE-smittede får influenza, og hver fjerde influenza udvikler sig til hjernebetændelse (encephalitis). 1-2 procent af alle TBE-tilfælde er dødelige. Blandt de indlagte TBE-patienter får omkring hver tredje årelange følgevirkninger såsom lammelser af arm, neuropsykiatriske forandringer og indlæringsvanskeligheder.

Allerede for næsten 20 år siden påviste blodprøver fra bornholmske skovarbejdere, at hver femte havde antistoffer mod TBE-virus. Det viste, at de på et tidspunkt havde været smittet. Mange af skovarbejderne havde ingen erindring om at have været syge.

– På flåtsafarien vil vi besvare spørgsmål som "Hvor farlige er de egentlig?", "Kan jeg trygt gå en tur i skoven?" og "Hvad er en flåt, og hvad er en tæge?". Og så vil vi bruge lup og lagner, når vi kigger på flåternes fascinerende liv, siger Jesper Kaufmann, der gennemfører turen under mottoet "Bliv bidt af naturen, men ikke af flåterne".


TBE findes i såkaldte mikrofoci, som er små, afgrænsede områder, for eksempel en eng eller en lysning ved et vandløb, hvor dyr drikker. Andereldes er det med borrelia, som kan findes i flåter i en hel skov.

Turen vil vare omkring halvanden time.

Ældre personer er særligt udsatte for alvorlige symptomer ved smitte. Der findes ikke nogen behandling mod sygdommen, men man kan forebygge smitten ved at blive vaccineret mod TBE.

Det er bedst at blive vaccineret forud for skovflåtsæson, der falder om sommeren. Det er nødvendigt at få to vaccinationer, før man er fuldt dækket i en hel sæson. Man er immun, hvis man bliver vaccineret to gange med fire ugers interval. Til gengæld fortager vaccinens virkning sig, så det er nødvendigt at blive vaccineret igen, hvis man også skal være sikre mod TBE året efter.