Kunstnerisk vandretur på sporet af jernbanen

Kunstnerisk vandretur på sporet af jernbanen
| 4. AUG 2020 • 08:40
Af:
laust jordal

4. AUG 2020 • 08:40
Fem kunstnere fra kunstnerrefugiet Birca i Klemensker byder med en ny promenadeforestlling på en anderledes kunstoplevelse. I "Spor – en togrejse til fods" vil publikum i grupper af 30 personer vandre langs den gamle togbane mellem Kleven og Klemensker, mens de oplever kunstneriske tableauer langs ruten, skriver Birca i en pressemeddelelse. Forestillingen er skabt af scenekunstnere Ida Marie Tjalve, Helga Rosenfeldt Olsen og Linh Le, landskabsarkitekt Peter Vadim, installationskunstner Charlotte Grum og Susanne Danig vil agere konduktør. Forestillingen tager udgangspunkt i den tidligere jernbanestrækning mellem Klemensker og Rø, der blev åbnet i 1903 og var aktiv frem til 1953.

– Hvor jernspor og damp pløjede sig igennem klipper og skovterræn er mennesker nu kun gæster i et kulturlandskab, hvor naturen har fået mulighed for at gøre krav på området igen, skriver kunstnerne.

Jernbanens fortid kan ved forestillingen opleves i en slags spejlinger på en rejse, der tager publikum på en rejse fra nutidens kultur og civilisation til fortiden, mytologien, naturen og hjem igen.

Publikum mødes ved den gamle togstation i Klemensker og bliver herfra kørt til Kleven. Vandreruten går fra Kleven via Splitsgård-trinbræt, til overskæringen ved Dammegårdsvejen og tilbage til Klemensker Station. Undervejs vil togturen gøre holdt ved kunstneriske stop med de enkelte kunstnere. Forestillingen finder sted lørdag den 15. og søndag den 16. august klokken 13 og 16.