Det halter i ældreplejen

Det halter i ældreplejen
Arkivfoto: Jacob Jepsen
| ABONNENT | 4. AUG 2020 • 18:55
Af:
laeserbrevsskribent
| ABONNENT
4. AUG 2020 • 18:55
Synspunkt

I årevis har man hørt om en stærk mangelfuld omsorg i ældreplejen. Senest har nogle sager bragt op i tv sat mere fokus på forholdene på landets plejehjem. Og Sundhedsminister Magnus Heunicke (S) har da også beordret en nærmere granskning af hele ældreområdet.

Vi har netop fået vores gamle mor på 97 anbragt på plejehjem. Tilsyneladende er der gode forhold på netop dette plejehjem.

"Kildemosen" på Samsø. Hvor der er et godt, rart og kompetent personale.

Dog har der været nogle andre problemer med netop vores mor under ældreplejen på den lille ø.

Blandt andet har der i månedsvis verseret en sag om nødkald, som Ankestyrelsen til sidst gav os ubetinget medhold i. Samsø Kommune fik en næse.

I forbindelse med flytning fra eget hjem til plejehjemmet "Kildemosen" opstod der et uforudset problem af mere teknisk karakter. Et "flytte-tårn" tilhørende Samsø Kommune har i noget tid befundet sig i vores mors private bolig.

Dette kom ledelsen på plejehjemmet for øre, hvorefter de bad os om at få bragt dette aggregat fra privat bolig til plejehjem.

Denne øvelse skulle vi som pårørende udføre. Problemet var blot, at 1. Alle var på ferie. 2. Og jeg havde som eneste gæst ingen transportmiddel. Gode råd var dyre. Op på cyklen med det tunge apparat og hen til plejehjemmet. Den modtagende sosu fik sig et billigt grin.

Så vidt - så godt. Men hvorfor er kommunikationen mellem hjemmeplejen og plejehjemmet på en lille ø som Samsø så rigid, at denne flytning af et hjælpemiddel ikke blev aftalt ved vores mors flytning?

Selvom det er to forskellige pengekasser og systemer, kommer pengene i sidste ende fra

samme konto - nemlig Samsø Kommune.

Jeg tager hatten af for samtlige ansatte fodfolk i både hjemmeplejen og på plejehjemmet "Kildemosen" - de styrter rundt som asener. Det er ledelsesformen og systemet, jeg klandrer.

Samsø er på linje med andre øer som Læsø, Bornholm og Ærø. Højt rangerende på listen over mange ældre i befolkningen. Men det skal ikke gå ud over de ældre. Hvis den kommunale udligning ikke er tilstrækkelig, må der straks strammes op på dette punkt. Alt andet er en hån mod vores ældre og svage. Vi kan ikke være det bekendt.

Holger Øster Mortensen, Smedevej 6, Snogebæk