CORONAVIRUS
Over 10.000 bornholmere er testet for covid-19. Det viser mandagens overvågningsrapport fra Statens Serum Institut.
Helt nøjagtigt er 10.046 personer med bornholmsk adresse blevet testet for virussen siden marts. Siden i fredags, hvor den forrige opdatering blev offentliggjort, er yderligere 240 personer blevet podet for første gang.
25,4 procent af bornholmerne er nu blevet testet, hvilket gør Bornholms Regionskommune til landets tiendemest testende kommune i forhold til indbyggertallet.
På Christiansø er testfrekvensen i øvrigt lidt lavere – 14 øboer er testet, kan man læse ud af seruminstituttets tal.
På trods af at næsten 2.900 bornholmere blev testet for første gang i juli (og dertil kommer alle dem, der allerede har været testet mindst én gang), blev blot én person med folkeregisteradresse på Bornholm testet positiv i løbet af måneden, hvor der ellers har været historisk mange feriegæster til stede.
I alt er 82 personer fra Bornholm bekræftet smittet siden epidemiens begyndelse.