LEDER
For to år siden lukkede Kirstine van Sabben sit malerfirma for at realisere drømmen om at blive sygeplejerske. Vejen til studiet skulle gå over en uddannelse som social- og sundhedsassistent. Før studiet tog hun et job som ufaglært sosu-assistent i hjemmeplejen. Men efter bare et år sagde hun op – og gav op.
Hendes beskrivelse af en typisk arbejdsdag kan nok ryste de fleste. Og efter endt læsning sidder man med en følelse af, at to grupper bliver svigtet. Dels de mennesker – skatteydere og bidragsydere til velfærdsstaten gennem et langt liv – der har brug for hjælp i dagligdagen. Det er ofte ældre eller syge mennesker. Vores svageste. Dels de sosu-assistenter, der ønsker at gøre en forskel for præcis dem, der ikke altid har det let.
Kirstine van Sabbens erfaringer bliver ikke mindre væsentlige af, at hun i snart 10 år har siddet i kommunalbestyrelsen, hvor hun i dag er gruppeformand for Bornholmerlisten. Nu har hun beskrevet forløbet i et åbent indlæg på Facebook. For som hun siger:
– Jeg føler lidt jeg har svigtet. Så det her er måske min måde at give tilbage på. Jeg føler, at det er min pligt at råbe op som lokalpolitiker.
Det mest alarmerende ved situationen er,
at man får en fornemmelse af, at hele modellen
bygger på en moral – eller mangel på samme –
der hedder: Går den, så går den
Det er meget sent at råbe op – et år efter. Men det ændrer ikke ved, at hendes beskrivelse viser et systemsvigt, der på sin vis fremstår lige så alvorligt som det, der for nylig blev vist på tv i en meget debatteret dokumentarudsendelse. Det Kirstine van Sabben beskriver er ikke enkeltstående forrået afstumpethed. Det er resultatet af mangel på ressourcer, direkte afledt af de økonomiske bevillinger fra kommunen. På beskrivelsen virker det som kynisk spekulation i de svageste.
Hvordan kan det ske? Og: Er det stadigvæk sådan? Her et enkelt eksempel på indholdet i en almindelig vagt, der vel at mærke er gennemført af en ikke faglært, der senest har passet sit eget malerfirma:
Aftenvagt: 42 besøg i tidsrummet 15.00-23.00 i hjemmet hos borgere.
Altså en ti timers vagt, hvor man inklusive pauser og transport har cirka fem besøg i timen.
Samlet ser det ud som om, der er meget langt før ældrepolitikken, vedtaget i 2013, bliver omsat til fast virkelighed. Her understreges det igen og igen, at fokus er på ”værdighed”, ligesom der tales om ”kvalitet, tværfaglighed og sammenhæng i plejen.”
Situationen er helt uholdbar, hvis beskrivelsen er præcis og aktuel. Det mest alarmerende ved situationen er, at man får en fornemmelse af, at modellen bygger på en moral – eller mangel på samme – der hedder: Går den, så går den. Bevilgende myndigheder og ledelsen ved godt, at ressourcerne er i bund. Men der skal et opslag på Facebook til, før der – måske? – sker noget.
Må vi få respekten for de svageste, og dem, der passer dem, tilbage i kommunalpolitikken tak! Også fordi, det sjældent er dem, der råber højest.