Mindeord
Kolleger på Gaarden/Melstedgård & Bornholms Museum har skrevet følgende mindeord i anledning af Carsten Wagners død:
Det er så underligt og utrolig trist – vores kollega på Gaarden/Melstedgård Carsten Wagner er død. Nogle mennesker fylder meget, og det gjorde Carsten på mange måder. Carsten var en stor mand – så man så ham. Man hørte Carsten, for han var en stor fortæller, og han kunne snakke til en stor forsamling.
Carstens arbejdsliv var at formidle. Om naturen og dens ressourcer, om maden og respekten for råvarerne og om sin store interesse for jagt og fiskeri. Han vidste nærmest ikke noget bedre, end når han med altid stor indlevelse og begejstring kunne fortælle om en fisketur, et dyr han havde set i skumringen, en skinke han havde røget eller gæsters oplevelser på et kursus.
På Gaarden fandt han en legeplads for al den erfaring, han med årene havde samlet, og med sin enorme viden, store engagement og enestående evner, fyldte han mange funktioner. Carstens mange interesser og viden om jagt, fiskeri og flora blomstrede til gavn for vores gæster og for os, som arbejde sammen med ham.
Carsten var glad for at snakke med gæsterne og med sine kolleger. Om arbejdet på Gaarden, men også om sin familie og fritid. Det var en naturlig del af ham. Carsten var meget morsom, havde store følelser og store meninger.
Carsten efterlader et stort tomrum hos os. Vi savner vores levemand, vores friluftsorakel, vores forbillede for nye generationer af bonderøve, spejdere, jægere & fiskere. Vi savner ham.