Efter en lang pause på grund af corona har Bornholmer Garden fundet instrumenterne frem igen, og med en koncert på Laksetorvet i Rønne vil garden gerne vise den bornholmske befolkning og øens turister, at den stadigvæk er her, og at den spiller mindst lige så godt som før nedlukningen. Det fortæller garden i en pressemeddelelse.
Fra midten af marts og tre måneder frem holdt Bornholmer Garden helt lukket og kunne ikke øve sammen.
– Vi kunne spille hver for sig, men ikke sammen, og musik er altså bare sjovere at spille sammen, fortæller dirigent Trine Dahl Nielsen i pressemeddelelsen.
Siden midt i juni er der blevet øvet løs igen, og sommerferien er sprunget over, så garden er klar til koncerten på Laksetorvet fredag klokken 16.30. Ideen om at arrangere koncerten opstod, fordi alle de faste sommerarrangementer som sommer- og havnefester er aflyst. Derfor så det lidt sort ud med at komme ud at spille for andre.
– Vi har derfor bestemt os for selv at arrangere en koncert, så I alle kan se, at vi er her faktisk stadigvæk, og vi kan også stadigvæk spille, fortæller Trine Dahl Nielsen.