Politiet måtte lukke store ungdomsfester

Politiet måtte lukke store ungdomsfester
Arkivfoto: Jens-Erik Larsen
| ABONNENT | 2. AUG 2020 • 08:09
Af:
niels-ebdrup
| ABONNENT
2. AUG 2020 • 08:09
To ungdomsfester gik natten mellem lørdag og søndag så meget over gevind, at Bornholms Politi måtte rykke ud for at dæmpe gemytterne. Det oplyser vagthavende ved Bornholms Politi.

Både i Rønne og Svaneke blev politiet kaldt ud til store ungdomsfester.

– Klokken 23.35 bliver vi kontaktet af Falck, fordi de er blevet sendt til en adresse på Torneværksvej i Rønne, hvor en ung pige skulle have det dårligt. Men deres ambulancer er optaget, så de beder os om at køre. Vi kommer frem til en ungdomsfest med rigtig mange påvirkede unge mennesker, der er i aldren omkring 14 til 16 år. Mange er provokerende overfor politiet. Men der er ingen anholdte eller alvorlige lovovertrædelser, fortæller vagthavende.

Betjentene får taget sig af den unge kvinde, de egentlig er kaldt ud til. Og så bliver der ringet hjem til forældre til de unge.

– Det er en fest, som er gået over gevind, og der bliver ringet til forældre, som kommer og henter. Vi kunne konstatere, at nogle af de unge også er nogen, vi træffer på Åvangsskolen, hvor de samles og fester og sviner. I den forbindelse vil vi gerne opfordre forældre til at have styr på, hvor deres halvstore børn er, siger vagthavende.

Stor fest på Svaneke Havn

Klokken 00.24 rykker politiet ud til en anden ungdomsfest. Denne gang i Svaneke, og denne gang er det umiddelbart en lidt ældre aldersgruppe bestående af unge på omkring 17-25 år, der slår sig løs. De har en boombox, der spillede høj musik.

– Vi bliver kontaktet af en restauratør i Svaneke. Der er lukket efter midnat, men der er dukket op mod halvanden hunderede unge op på havnen, og de spiller høj musik. Vi får også andre anmeldelser om høj musik. Vi sender to patruljer, der får lagt ro på. Men det tager tid – to timer, fortæller vagthavende.

Politiet kan konstatere, at sommeren giver ordensmagten noget at lave.

– Det er en udforing, at der er i øjeblikket er ekstremt mange mennesker på Bornholm. Folk er tæt på hinanden, og det bliver et problem, når nogen godt vil sove tidligt, og andre vil feste igennem hele natten, siger vagthavende.

I forbindelse med nattefesten i Svaneke var der dog heller ikke hverken tegn på hærværk eller anholdte.