Knudsvej 20/24 i Rønne er blandt ejendommen i konkursboet efter Facility Management. Foto: Jacob Jepsen

På vej tilbage til det bornholmske marked: Jeg har klappet i mine små hænder

Forretningspartnerne og skatteadvokaterne Torben Bagge og Leo Jantzen, der er tidligere ejere af ejendommen Østersøens Perle på Østvej 3 i Tejn, sigter efter igen at eje ejendomme på Bornholm.

Det fortæller Torben Bagge til Bornholms Tidende.

– Rent faktuelt har vi udkig på fem-seks ejendomme på Bornholm, som pt. ligger i et konkursbo.

BOLIGUDLEJNING

Forretningspartnerne og skatteadvokaterne Torben Bagge og Leo Jantzen, der er tidligere ejere af ejendommen Østersøens Perle på Østvej 3 i Tejn, sigter efter igen at eje ejendomme på Bornholm.

Det fortæller Torben Bagge til Bornholms Tidende.

– Rent faktuelt har vi udkig på fem-seks ejendomme på Bornholm, som pt. ligger i et konkursbo. Dem har vi en intention om at erhverve, hvis vi kan købe dem til den rigtige pris, siger Torben Bagge, som allerede har haft en uvildig ingeniør til at kigge på ejendommene for at lave en rapport, der viser, hvad der skal gøres ved dem, så de bliver rigtig gode at bo i.

Ejendommene han henviser til, er i øvrigt dem, som er i Facility Managements konkursbo, som Bornholms Tidende skrev om i lørdags.

Filosofien er at forvandle skrot til slot

Hvis Torben Bagge og Leo Jantzen får held med at købe ejendommene til en attraktiv pris af kurator, så vil renoveringen af ejendommene gå i gang umiddelbart derefter.

Det har de eksempelvis lige gjort på en ejendom, de har erhvervet sig i Faxe på Sydsjælland, som de har istandsat for flere millioner kroner, fortæller Torben Bagge.

– Vores filosofi er, at vi opkøber ejendomme, der i gåseøjne måske er lidt misligholdt af tidligere ejere, og så sætter vi det fuldstændig i stand, siger han.

Renoveringen vil dog først gå i gang, når de nuværende lejere i ejendommene siger god for det.

– For vi tager selvfølgelig altid hensyn til de lejere, der allerede bor der, i forhold til hvornår man kan tillade sig at gå ind og renovere deres lejligheder. Fordi så skal de jo ligesom acceptere, at der kommer håndværkere og alt muligt andet.

Dårlig omtale kan presse prisen ned

Torben Bagge fortæller i øvrigt, at han glæder sig over, at Berlingske for nylig bragte en del artikler om de misligholdte ejendomme i Facility Managements konkursbo.

– Jeg har da klappet i mine små hænder over Berlingskes artikler, for jeg er da ret overbevist om, at det gør, at mange af dem, der overvejer at købe de ejendomme ud af konkursboet, de render skrigende væk.

– Og hvad ønsker man som køber? Så ønsker man da, at den vare, man skal købe, den bliver fremstillet så dårligt som overhovedet muligt, for det er da alt andet med til at presse prisen – ikke op – men ned, siger Torben Bagge, som desuden oplyser, at Linda Nomi Larsen er Leo Jantzens og hans ejendomsadministrator.

 

Syv ejendomme

For et par uger siden skrev Berlingske om et netværk af ejendomsspekulanter, der opkøber gamle, faldefærdige huse i provinsen og udlejer dem til lejere, som så ofte fraflytter hurtigt igen, fordi der eksempelvis er problemer med skimmelsvamp, eller fordi man fryser meget om vinteren grundet radiatorer, der ikke virker.

Når lejerne fraflytter mister de ofte deres depositum, fordi udlejer ikke vil betale pengene tilbage – også selvom lejerne får medhold i deres klager til huslejenævnet.

Ifølge Berlingske består netværket blandt andet af ejendomsselskabet Facility Management, som nu er gået konkurs, men som tidligere har ejet syv ejendomme på Bornholm med i alt 40 lejemål.

Bornholms Tidende fulgte sidste lørdag op på, hvad der er sket med de syv ejendomme og huslejenævnssagerne, siden Facility Management gik konkurs. I dag har vi bragt anden og sidste del.