Most, mayo og hudpleje under samme tag: Udlåner køkken til små producenter

Most, mayo og hudpleje under samme tag: Udlåner køkken til små producenter
Billedtekst: Aslak Gärtner overtog Soldalen fra sine forældre i 2019. Han og hans kone Melanie Hagedorn er begge uddannede cirkusartister, men driver nu Soldalen og mosteriet Mostballaden. Foto: Jacob Jepsen
| ABONNENT | 1. AUG 2020 • 17:03
| ABONNENT
1. AUG 2020 • 17:03
Erhverv

Olsker

Soldalens tidligere restaurationskøkken er nu produktionskøkken for flere mindre producenter, der laver bornholmske produkter. Aslak Gärtner, der nu ejer Soldalen sammen med sin kone, Melanie Hagedorn, ønsker at hjælpe andre mindre producenter på Bornholm med at få gang i deres produktion uden at have for store omkostninger ved det.

– Vi har lavet produktionskøkkenet, som nu bliver brugt af en sammenslutning af små producenter som os selv. For en lille producent er det et stort og dyrt spring at bygge et produktionskøkken. Derfor stiller vi vores køkken til rådighed for dem. Vi stoppede med at have halvpension i Soldalen for et halvt år siden, og for os giver det god mening at bruge køkkenet til, at andre små producenter kan producere lokale produkter, fortæller Aslak Gärtner.

Lokale produkter

Han er ved at få lavet et Made In Soldalen-mærke, som producenterne kan bruge for at vise, at deres produkter er produceret i Soldalen. Indtil videre er det Soldalens eget mosteri, Mostballaden, der produceres i køkkenet, samt produkter fra de lokale producenter Râr, Mol-D, Nordisk Honning og Mayö.

Alle producenterne har været igennem en screening, før de har fået lov at bruge Soldalens produktionskøkken.

– Vi screener dem lidt, fordi det skal stemme overens med, hvad vi synes, Soldalen står for. Det skal ikke gå i vejen for noget af det andet, der er her, og der skal være god kommunikation og kemi i mellem os, siger Aslak Gärtner.

Producenterne bruger køkkenet på skift, men onsdagene i sommersæsonen er reserveret til Aslak Gärtner, fordi han har gæster til sit onsdagscirkus i Soldalens have.

Lokalt netværk hjælper

Aslak Gärtners forældre, Isa Dam og Friedhelm Gärtner, startede Mostballaden i 2009, da de stadig ejede Soldalen. De seneste tre år har Aslak Gärtner stået for mosteriet, og i dag producerer han mellem 12 og 17 forskellige slags most.

Mosteriet indbringer cirka halvdelen af indtægterne i Soldalen, mens udlejning af Soldalens feriehuse og faste lejemål indbringer den anden halvdel. I øjeblikket har Aslak Gärtner og Melanie Hagedorn ikke nogen ansatte, men får hjælp af familie og venner.

– Vi ville ikke kunne klare det hele selv, så vi får hjælp af familien og læner os meget op ad det lokale netværk, vi har fået opbygget. Vi prøver at gøre det sjovt for dem at hjælpe til, og det er også fedt for os, fordi vi lærer nye folk at kende. Vi kender jo ikke altid de samme mennesker, så vi hiver forskellige med og lærer derfor folk at kende lidt på kryds og tværs, siger Aslak Gärtner.

Mosteriet vokser

Mostballaden er ifølge Aslak Gärtner vokset stødt, siden hans forældre startede det i 2009. Han håber, han kan bruge endnu mere tid på mosteriet og sit cirkus, og derfor ønsker han at gøre flere af ferieboligerne i Soldalen til lejeboliger for faste lejere.

– Vi har brug for at kunne bruge mere tid på mosteriet. Det er faktisk synd ikke at kunne give det mere tid, for det er et skidegodt system, vi har opbygget. Vi får æbler fra private, som så får mosten igen for deres æbler. Det betyder, at vi får gode æbler af forskelligt sorter, og vi kan give dem et fedt produkt tilbage, fortæller Aslak Gärtner.

Mostballaden får æbler fra mellem 50 og 70 forskellige haver, og det giver ifølge Aslak Gärtner den bedste produktion.

– På den måde får vi mange forskellige æbler, og det er spændende at lave de forskellige blandinger og finde ud af, hvad der smager godt. Det er det puslespil og nørderi, som jeg synes, er sjovt, siger han.

Aslak Gärtner og Melanie Hagedorn overtog officielt Soldalen ved et generationsskifte i 2019. De driver mostproduktionen, udlejning af huse til privat og erhverv, gårdbutik samt laver cirkusforestillinger hver onsdag i sommersæsonen.