'Moonwalk' på Kultippen

NATURGUIDE

Kultippen kaldes nogle enorme bunker af ler, der ligner et goldt og ubevokset forbjerg ved kysten syd for Hasle. Der lugter af svovl, og de nøgne bjerge af ler ligner næsten et månelandskab, måske blev den amerikanske månelanding filmet her og ikke på månen.

Det er naturligvis ikke rigtigt, for de store bunker er dannet af deponeret ler fra udvinding af kul under 2. Verdenskrig. Fra en nærliggende kulgrav fik man i perioden 1940 til 1948 over 30.000 tons kul der blev brugt til brændsel. Det er øens mest mærkelige sted, men trods det kendes lokaliteten kun af de lokale og slet ingen turister.

Hvor: Nyker Strandvej, Hasle – sydpå gennem skoven, der parkeres ved en mindre parkeringsplads til venstre, der er markeret med en sten hvor der står Rubinsøen. Søen er den tidligere kulgrav, der kan ses efter turen ud til kysten og Kultippen. Herfra går man tværs over landevejen og følger Glasværksvej ud til havet og derfra til venstre ad en lille sti i skovkanten. På lang afstand ses det store golde lerbjerg.

Glasværksvej

Det besynderlige stednavn skyldes, at der i 1846 blev etableret et glasværk, da man kunne udnytte undergrundens kul til opvarmning af værkets glasovne. Sammen med det københavnske likørfirma Peter Heering blev der stiftet firma, og allerede året efter modtog firmaet i København de første 40.000 flasker. Desværre var kullene elendige, flaskerne var ubrugelige og blev returneret. Derfor lukkede eventyret om Hasle Glasværk allerede 1848.


Undergrunden syd for Hasle består af sand, ler og nederst kul. Det var snarere brunkul, det vil sige dårligere kvalitet end ægte kul. Da der under 2. Verdenskrig opstod mangel på importeret kul, mente man, det lokale brunkul var bedre end ingenting.

Da kullene var dækket af mange meter ler, måtte det først fjernes, og tipvogne kørte det ud til kysten og smed det i store bunker. Man håbede, at havets bølger ville fjerne leret, men det var for hårdt, derfor udplantede man birketræer for at skjule synet. De kunne ikke trives, da leret indeholder svovl, så de store bjerge af ler er stadig nøgne.

I den modsatte ende af området findes en informationstavle og nogle opsatte gamle tipvogne.

Løse blokke af ler

Leret er så kompakt at det ikke kan optage regnvand, derfor er der dannet store regnvandskløfter ned mod havet. Mellem de løse blokke af ler kan der findes kul, og med lidt held forkullede træer fra 150 millioner år gamle skove. Flækker man noget kul, kan man se nogle guldglinsende korn. Det er mineralet pyrit også kaldt svovlkis, hvilket er årsagen til lugten af svovl. Ved iltning og vand dannes rust og svovlsyre, der har farvet kystens mange sten i røde farver.


Dinosaurernes tumleplads

For 150 millioner år siden var der mellem Rønne og Hasle et stort delta med søer og landområder med store træer af bregner og padderokker. Fra fjerntliggende floder strømmede mængder af ler ud i deltaet og dækkede de rådnede træer, der millioner år efter blev forvandlet til kul.

Ude i det åbne hav svømmede store svaneøgler, og inde i søerne var der krokodiller og skildpadder. Den tropiske varme var enorm, og store guldsmede summede over vandet, og på landjorden levede der dinosaurer, både de store planteædere og rovøgler, der med tre spidse tæer kunne liste sig ind på byttet.

For 80 millioner år siden uddøde alle dinosaurerne på grund af en katastrofe. Men syd for området fandt man i 2002 det første fodspor af en dinosaur i en stivnet klump ler, afsat af en planteæder på 20 meters længde. Senere er der fundet flere, og nogle af fodsporene er udstillet på Natur Bornholm, det naturhistoriske museum i Aakirkeby.

Advarsel: Der må ikke bades ved pålandsvind

Nord for bjerget findes en lækker badestrand. Her fortæller talrige skilte, at det er farligt at bade langs kysten i stormvejr.

Det skyldes dog ikke de store bølger eller strømforhold, men undergrundens kul der er dækket af sand. I stormvejr forsvinder sandet og blotlægger kullet, der synker sammen, og der opstår farlige huller i den normalt lave sandbund.

Efter stormvejr skyller store bunker af kul på land, det, der i ældre tider blev samlet op af de lokale i spande og brugt til brændsel. Naboerne klagede over svovllugten og sagde de var ”på spanden”.

Man følger den sydlige sti gennem fyrreskoven, kommer op til et ældre hvidt hus med stråtag og går langs landevejen til venstre indtil parkeringspladsen.


Den grønne rubinsø

Der er kun 300 meter gennem skoven til Rubinsøen. Den gamle kulgrav. Den dybe sø og de lerede skrænter hindrer bevoksning langs bredden.

Søens navn er underligt, normalt er rubiner røde og smaragder grønne.

Der har på Bornholm altid været en tradition for at opkalde søer fra tidligere råstofsgrave af granit, ler, kalk og sand efter vandets farve og et lignende mineral.

Derfor findes der Smaragd øen, Safirsøen, Opalsøen og Rubinsøen. Den er i vore dage grøn, men havde oprindelig en rød farve efter de efterladt rustne redskaber og især af affaldet af brunkul i bunden af søen. De indeholdt nemlig den jernholdige pyrit, der ved iltning gav søen sin rustrøde farve.

Plantet i 1800

Fyrreskoven blev plantet i 1800 for at dæmpe områdets store sandflugt. En sti fører rundt om søen, og med held kan man finde orkideen knærod og forskellige arter af vintergrøn.

Stedet er en kendt svampelokalitet. Både spisesvampe og de giftige, og der er særlig mange røde fluesvampe, der fra august lyser op i skoven med sine røde farver. I ældre tider brugte man dem til at fange fluer med i staldene. Man moste svampene og hældte det i en skål med mælk. Når fluerne spiste af mosen "døde de som fluer". Selv om Rubinsøen ikke er rød, vil de røde fluesvampe give turen sin røde kulør.

God tur.