Foto: Torben Østergaard Møller

En frydhave i Rønne under pres

KLUMME: Det kan i dag undre mig at tænke tilbage på, hvor ofte jeg som knægt havde fat i bogen "En have i London", som journalisten Henrik V. Ringsted udgav i 1949, og som stod i mine forældres bogreol.

Hvorfor interesserede den mig?

Det spørgsmål kan jeg ikke helt greje. Måske skyldtes det, at jeg til stadighed fandt det morsomt, at en mand, der hed det samme som en mindre sjællandsk by, skrev om en metropol i England (dengang kendte jeg ikke til den ganske lille by Ringsted i staten Iowa i USA).

KLUMME

Det kan i dag undre mig at tænke tilbage på, hvor ofte jeg som knægt havde fat i bogen “En have i London”, som journalisten Henrik V. Ringsted udgav i 1949, og som stod i mine forældres bogreol.

Hvorfor interesserede den mig?

Det spørgsmål kan jeg ikke helt greje. Måske skyldtes det, at jeg til stadighed fandt det morsomt, at en mand, der hed det samme som en mindre sjællandsk by, skrev om en metropol i England (dengang kendte jeg ikke til den ganske lille by Ringsted i staten Iowa i USA).

Måske det var Henrik V. Ringsteds finurlige beskrivelse af den engelske folkesjæl, jeg fandt interessant, og måske stammer min stadige trang til at besøge London fra den bog.

Måske skyldtes min interesse nogle af de angivelige facts, forfatteren leverer. Han og familien var bosat i bydelen Kensington, og han opfordrede for eksempel eventuelle turister til ikke blot at stå og glane inde på Picadilly Circus, når de besøgte London, men til at opsøge andre områder af byen end bare centrum. Derude ville de, her kun få år efter krigen, se, hvordan der var huller i gadebilledet. Hist og her manglede et hus.

Han forklarer, det skyldtes tyskernes terrorbombninger, som i øvrigt ikke kun ramte hovedstaden, men snart sagt enhver lille flække rundt om i landet, fordi hele befolkningen skulle skræmmes i Hitlers forsøg på at svække moralen.

Men Ringsted oplyser, at til forskel fra i de tyske byer, så nedbrændte i London kun de enkeltstående huse, som ulykkeligvis blev ramt af en bombe. Tyskerne sad nemlig i deres beskyttelsesrum, mens hele gader nedbrændte over deres hoveder under de allieredes bombetogter, mens londonerne straks var på gaden og påbegyndte slukningsarbejdet efter et bombenedslag, uanset om angrebet stadig var i fuld gang. Derfor nåede ilden ikke at brede sig.

Sådan. Stiff upper lip – og så ellers i gang med brandsprøjterne med livet som indsats.

Tegning: Jørn Villumsen

Det er sikkert også i den bog, jeg blev bekendt med udtrykket hortikulturist, altså havedyrker. Ringsted beskriver, hvordan londonerne hver evig eneste weekend skurer trappen ud mod gaden, og at de også pertentligt passer deres baghaver efter alle kunstens regler, men næsten udelukkende for at sidde inden døre og kigge ud på de nysselige stokroser. Kun meget få kunne finde på ligefrem at sidde ude i de små frimærker af kultiveret natur.

Da han på et tidspunkt holder selskab for både indfødte og danskere, splitter gæsterne hurtigt op – danskerne uden for i haven, englænderne inden døre.

Trods min interesse for “En have i London” er jeg på ingen måde selv hortikulturist. Jeg kender ikke planters navne, jeg konstaterer bare, at de er grønne og nogle skønne og visse endda har fine blomster. Og nok har jeg haft en baghave i København i et byggeforeningshus, som kunne minde om dem i Kensington, men det var ikke mig, der kultiverede og passede den.

Jeg har også i dag en gårdhave i Rønne, som kan være fin at hænge ud i om sommeren, men jeg nyder den faktisk mest indefra som en rigtig londoner, og heller ikke den er det mig, der får til at blomstre og fremstå smuk.

Vores forhave til gengæld kan jeg godt tage æren for. Altså den, som er synlig for alverden, og som dybest set gror på den centimeter, der er mellem vores fodmur og fortovet foran vores hus. Den har til tider, ja, i årevis, været ganske fremtrædende, og mit hjerte har svulmet af stolthed over min egen indsats i den forbindelse.

Hvilket i realiteten vil sige min egen mangel på indsats.

Det hele kommer nemlig helt af sig selv. Jeg skal bare undlade at foretage mig noget som helst, og lige præcis dét er noget, jeg godt i et pralende moment kan finde på at ophøje til min spidskompetence. Og sagen er jo, at undlader jeg at trække de gevækster op, der som utrolige eksempler på livets evne til at finde vej gennem mørket pludselig skyder op i lyset og løfter sig mod himlens blå, ja, så har jeg snart en forhave, jeg kan frydes over.

Ikke en decideret prydhave, men en frydhave. Og der er faktisk helt objektive grunde til fryd. Min lille forhave har været et udtryk for en stædig indsats i biodiversitetens navn (altså, godt nok en indsats i form af ingen indsats, ingen ageren, intet overhovedet fra min side). Den har været et habitat for … jeg ved ikke hvad, eftersom jeg jo ikke er kyndig udi planter og de mange små insekter, som jeg fornøjet har konstateret befolkede min have, aner jeg heller ikke noget faktuelt om.

Vi ved alle, at biodiversiteten i disse år er under pres som aldrig før. Naturen er det, der ligger uden for menneskers indflydelse, og jeg tror, at der er en stigende forståelse for, at uberørt natur har funktioner ud over, hvad der kan måles eller vejes, og jeg har på fornemmelsen, at der rent faktisk er en trend blandt haveejere i forhold til at dreje deres haver i retning af en større naturlighed, en højere biodiversitet.

I min frydhave er der aldrig brugt sprøjtemidler, og gødningen har været naturlig, nemlig primært afleveret af hunde, hvis hundeejere ikke har samlet op efter dem. Alt var sådan set godt.

Klummen fortsætter under billedet – eller billederne…

Lige bortset fra det sociale pres. Jeg har fornemmet, at ikke alle har kunnet holde fokus på dyrene, planterne og miljøet, men har anlagt et lidt anstrengt og enøjet skønhedsprincip. Jo, det er rigtigt, jeg har mærket det! Min forhave virkede ikke forskønnende på byområdet, måtte jeg forstå. Måske ikke direkte verbalt udtryk, men blikke kan sige meget.

Og en enkelt genbo har da også været ret direkte i sine kommentarer om haven. Der har kun været riis, aldrig ros fra den kant, og jeg har haft ham og fruen mistænkt for at flytte østpå hele sommeren som en reaktion på, at de ikke længere synes, kvarteret er så præsentabelt, som de kunne ønske sig.

Social kontrol, synes jeg, går lidt under radaren i disse tider, hvor der ellers er nok at føle sig ramt over. Jeg skal ikke her remse op, hvori de mange krænkelser består, men blot nævne, at jeg ofte, men ikke altid er helt enig i analysen. For eksempel har læseren måske bemærket, at der på et tidspunkt var ballade omkring den vidunderlige sang “Baby, It’s Cold Outside” fra 1949, og for et par år siden blev den sågar i en periode boykottet på forskellige radiostationer ud fra en idé om, at den skulle fortælle om et grænseoverskridende, ja, nærmest kriminelt offensivt kurmageri, hvor ungersvenden i sangen overhører den unge kvindes “nej!”.

Men det er faktisk slet ikke det, der er på spil i sangen. Jo, det er et kurmageri, men sødt og diskret, og man fornemmer de tos betagelse af hinanden, hvis man har bare den mindste smule sans for romantik i sig. Og i sin grundsubstans handler sangen, som jeg hører den, om, at den unge kvinde er mest nervøs for, hvad omgivelserne vil mene, hvis hun ikke fluks forføjer sig hjem til sin familie gennem snestormen.

Det er det, hun angiver som grunden til, at nu vil hun hjem. Det er den sociale kontrol, der snærer. Uha, hendes mor bliver urolig, forklarer hun, hendes far vil trampe hændervridende rundt i stuen, hendes søster bliver mistænksom, hendes bror vil møde op og hente hende, hendes gammeljomfruelige tantes fantasi er ildesindet – og naboerne, hvad vil de ikke tænke …

Undskyld, men sig mig engang, hvad rager det alle de mennesker, hvad vores yndige veninde, som er gammel nok til både at drikke drinks og ryge cigaretter, foretager sig sammen med den forelskede unge mand? Jeg håber sandelig, hun blev hos ham til den årle morgenstund.

Ikke desto mindre – også i dag, 71 år efter sangen blev skrevet, er vi mange, der stadig bliver holdt i kort snor af det sociale pres og bliver mast under den sociale kontrol. Også jeg, me too, for nu at vende tilbage til Ringsted og Kensington.

Så pludselig en dag bukkede jeg under, bukkede mig ned og præsenterede mig selv for alverden fra den mest naturlige side i forhold til det forehavende, jeg havde gang i: At blæse på miljø, biodiversitet og klodens ve og vel.

Jeg ryddede min frydhave, som det fremgår af billederne her på siden.

Der er dog en lille trøst. Jeg har bemærket, den er på vej tilbage.