12 timers jazz på Torvet i Nexø

| 1. AUG 2020 • 13:37
Af:
anette-vestergaard

1. AUG 2020 • 13:37
Efter flere måneders usikkerhed kan foreningen “ØstersøJazz i Nexø“ nu melde klart ud: Der kommer jazz på Torvet, som plaster på såret for den beklagelige aflysning af årets jazzfestival.

Det skriver foreningens formand Svend-Erik Nielsen i en pressemeddelelse. Festivallen, der skulle have markeret foreningens 25-års jubilæum, måtte aflyses på grund af corona-epidemien og de medfølgende retningslinjer.

I stedet har foreningen nu stykket et dagsprogram sammen, som vil fylde bymidten med musik lørdag den 8. august fra klokken 10.00 formiddag til klokken 22.00 aften. På plakaten er overvejende bornholmske orkestre, krydret med spændende kræfter ’overfra’.

“Vi har rystet posen og blandet traditionel jazz med mere moderne rytmiske toner. Således kan publikum opleve navne som Havz Jazz i samarbejde med den kendte basunist Steen Hansen, Borsalino, sangerinden Lei Moe sammen med pianisten Morten Wittrock, Marie Sita med band, Kalle Brandt og mange flere“, hedder det i pressemeddelelsen. Arrangementet er gratis for publikum.