Lyt til musikken: Kvindekor, klaverkoncert og kontrabassist

Lyt til musikken: Kvindekor, klaverkoncert og kontrabassist
Koncert i Aa Kirke. Arkivfoto: Berit Hvassum
| ABONNENT | 31. JUL 2020 • 17:30
Af:
christina-d-gornitzka
| ABONNENT
31. JUL 2020 • 17:30
Coronakrisen har fået skylden for mange negative ting, men der er dog det ene eller andet, som er ganske positivt, såsom at vi alle i dagligdagen tager lidt mere hensyn og giver hinanden en smule mere plads. En anden positiv konsekvens er det lille Bornholmske vokalensemble Pajar, som søndag kl. 15 synger i Østerlars Kirke.

Ensemblet så faktisk dagens lys midt under coronakrisen. Det islandske energibundt Sigga Eythorsdottir, som til dagligt er organist i Hasle/Rutsker sogn og korleder for Bornholms Musikamatørers Kor, har længe barslet med drømmen om at skabe et lille ambitiøst kvindekor på øen. Og da hun fik abstinenser over ikke at kunne møde sin store musikalske omgangskreds, inviterede hun fem kvinder hjem i sin have, hvor der blev sunget om kap med nattergalen og under hensyntagen til alle afstandskrav.

Resultatet er i første ombæring en koncert med Vokalensemblet Pajar, som under titlen ”En yndig og frydefuld sommerkoncert” binder den skandinaviske sangskat sammen med moderne kirkemusik i spændende harmonier og rytmer. Og hvem ved – måske får Pajar på et tidspunkt vokseværk og bliver til et rigtigt kvindekor? Grundstenen er nu i hvert tilfælde lagt - takket være coronavirus.

Klassiske toner

På øens klassiske musikfront har coronakrisen ligeledes haft sin negative påvirkning, men alligevel lykkedes det Bornholms Musikfestival at stable et program med syv koncerter på benene. Arrangørerne bag festivalen havde ikke megen forberedelsestid, og så er det godt, når man kan hive en søn hjem, at hans venner bare følger med.
mandag og tirsdag kl. 20 spiller Fejø Festival-Ensemblet to forskellige koncerter i Aa Kirke sammen med violinisten Bogdan Božovic. Ved det store flygel i Aa Kirke kommer bornholmeren Kristoffer Hyldig til at sidde. At klaveret skulle blive hans instrument, lå ikke umiddelbart i kortene, for som barn i den lokale musikskole var det først blokfløjten og derefter trombonen, som fyldte hjemmet med musik, når der skulle øves.

Mødet med den armenske pianist Zara Pirumian, som kom til Bornholm i 1996, ændrede drastisk på instrumentvalget. I hende fandt Kristoffer Hyldig en inspirerende klaverlærer, som har været med til at gøre ham til en anerkendt pianist i de danske og europæiske koncertsale.
Faktisk kan Kristoffer høres med et helt tredje program her på øen, når han tirsdag eftermiddag spiller sammen med violinisten Bogdan Božovic kl. 16. Denne koncert finder ligeledes sted i Aa Kirke. De, som ikke kan få billetter til selve live-oplevelsen med Fejø Festival Ensemblet, kan glæde sig over, at begge koncerter sendes live på TV 2/Bornholm og Danmarks Radios P2.

Kunst og jazz

Svanekegården er kendt for at kæle for sine musikalske gæster, således at de kommer igen og igen. Sådan forholder det sig også med den amerikanske - men nu i Danmark boende - sangerinde og kontrabassist Kristin Korb, som kommende onsdag spiller jazzkoncert på Svanekegården sammen med den svenske pianist Magnus Hjorth og den dansknorske trommeslager Snorre Kirk.
Kristin Korb Trio kommer nemlig jævnlig til Svaneke, for her er der et åndehul, hvor tiden står stille og musikken får plads til at swinge. Det giver magi i luften. Kristin Korb introducerer gerne skiftende gæster for bornholmerne, og i år har hun lokket Steen Nikolaj Hansen og hans trombone med til øen. Gennem mere end 30 år har han været medlem af DR Big Bandet, ligesom han har undervist på de danske musikkonservatorier og været solist i mange jazzkoncerter. Publikum kan altså glæde sig til en fremragende jazzende oplevelse.

Og så er der jo også altid noget smukt for øjet, når man er til koncert på Svanekegården, for i foyeren er der altid kunstværker at se på…

Fremover vil Christina D. Gornitzka hver fredag anbefale levende musik til den kommende uge. Guiden erstatter de anmeldelser, hun tidligere har leveret.