Sille og ni andre mekanikerelever konkurrerer lige nu om pladser til regionsmesterskabet

Sille og ni andre mekanikerelever konkurrerer lige nu om pladser til regionsmesterskabet
19-årige Sille Amalie Grænge var en af de to kvinder, der stillede op i Skills-konkurrencen for personvognsmekanikere på Campus Bornholm. Foto: Jacob Jepsen
| 30. JUL 2020 • 11:20

30. JUL 2020 • 11:20
I dag konkurrerer ti mekanikerelever på Campus Bornholm om at komme videre til regionsmesterskabet i Skills. Det er første gang, at Skills-konkurrencen for mekanikerelever bliver holdt på Campus Bornholm.

Konkurrencen blev skudt i gang i morges klokken otte og løber frem til i eftermiddag, hvor en første-, anden- og tredjeplads kåres. Første- og andenpladsen går videre til regionsmesterskabet, der skal afholdes på Sjælland senere på året. I februar 2021 venter så DM i Skills, som er for de bedste elever på erhvervsuddannelserne landet over.

Ros fra start

Før konkurrencen officielt gik i gang tidligere i dag, holdt Claus Jørgensen, der er uddannelseschef på EUD og VEU, en kort tale for mekanikereleverne, hvor han blandt andet roste dem for deres mod til at stille op i konkurrencen.

– Det kalder på stor respekt, og havde jeg haft en lille hat på, havde jeg løftet den for jer. Det er flot, I stiller op i dag, sagde han.

Claus Jørgensen mindede også om, at eleverne skulle huske at overholde reglerne for konkurrencen.

– Det er ikke en sportsbegivenhed, men jeg vil stadig opfordre til fairplay. Vi håber, I vil overholde de få spilleregler, I får om lidt, sagde han.

De skal finde fejl

Til konkurrencen skal de ti mekanikerelever igennem seks opgaver af en halv times varighed. Her skal de finde og konstatere forskellige fejl i bilerne, men de skal ikke udbedre fejlene.

Der er en Skills-dommer fra Sjælland samt to lokale skuedommere til stede. Skills-dommeren skal give hver deltager point for sikkerhed og orden, fejlfinding, udmålingsprocedure og faglig viden.

Eleverne får ikke at vide, hvordan de klarer sig undervejs, og pointene bliver først talt op til sidst i eftermiddag.

Nervøs før start

Sille Amalie Grænge fra Klemensker er en af de mekanikerelever, der lige nu er i fuld gang med at løse opgaverne i den lokale Skills-konkurrence på campus. Hun tilmeldte sig konkurrencen sammen med en veninde, selvom hun ikke er helt vild med konkurrencer og eksamenssituationer.

– Min veninde og jeg besluttede os for at stille op for at udfordre os selv lidt. Det skal nok blive meget sjovt at prøve at være med til sådan noget her, fortæller hun.

Inden konkurrencen gik i gang, var Sille Amalie Grænge nervøs, og det blev ikke bedre, da hun så de værktøjer, der var lagt frem til hendes første opgave.

– Jeg kan allerede nu se, at det er en opgave med el og udmåling, for det ligger der værktøj til på min plads. Øv bøv. Det er sådan noget, jeg altid synes, har været svært. Altså at finde ud af, om man måler de rigtige steder. Det har jeg aldrig rigtig brudt mig om.

I eftermiddag bliver det afgjort hvilke to af de ti mekanikerelever, der skal sendes videre til regionsmesterskabet i Skills og forhåbentlig senere DM i Skills.