Fyldt brugs i Svaneke fører kunder til Østermarie

CORONA

SVANEKE/ØSTERMARIE

Særligt sidst på eftermiddagen og lige op mod lukketid er der rigtig mange kunder i brugsen i Svaneke. De mange kunder i en tid med opadgående coronasmitte har i nogle tilfælde fået svanekeboer til at henlægge indkøbene til Østermarie.

Her bekræfter brugsuddeler Thorkild Munch, at man i Østermarie netop nu ser nye kunder fra ikke bare Svaneke, men også andre byer langs kysten, hvor det store antal turister også skaber pres på dagligvarebutikkerne.

– Vi ser da nogle svanekeboer, og jeg har også hørt nogle kunder sige, at de kører hertil, fordi der er for mange kunder ikke bare i Svaneke, men også i andre butikker, siger Thorkild Munch.

– Vi har også god plads, selvom der også godt kan være drøn på hos os efter klokken 16, siger han.

Onsdag viste en nu slettet debattråd på Facebook, at flere svanekeboer finder brugsen i Svaneke for fuld af mennesker. Kritikken ramte særligt de store grupper af kunder, der vælger at gå samlet ind i butikken frem for at sende en enkelt eller et par stykker ind på alles vegne.

To meters afstand

Uddeler Claus Bay Jacobsen er på ferie, men flere erfarne ansatte henviser til, at brugsen i Svaneke ud over håndsprit har sat adskillige skilte op med råd om corona, blandt andet at butikken er godkendt til højst 170 kunder ad gangen – og at personalet ikke ønsker at fungere som politibetjente i forhold til kunderne.

Brugsens skilte opfordrer også kunderne til at bruge “Scan og betal” og til at holde to meters afstand. De ansatte indskærper desuden afstandskravet, når de finder det nødvendigt, siger de.

Et andet skilt fortæller endelig, at butikspersonalet vil bede folk om at vente udenfor, hvis det kniber for kunderne med at holde to meters afstand. Det samme opfordrede turisten Lillian Dørge fra Roskilde til, da debatten blussede en smule op igen torsdag morgen.

“Så må indkøbsfolket stå i kø udenfor. Det er en usædvanlig tid for os alle, og vi skal passe på hinanden”, skrev hun.

Uddeler Thorkild Munch fra brugsen i Østermarie under en telefonsamtale i butikkens lager. Han har bemærket en øget tilstrømning af kunder, der finder deres lokale supermarked overfyldt. Foto: Berit Hvassum