VEJR
Mange har det nok på fornemmelsen, og tal fra Danmarks Meteorologiske Institut bekræfter det: Sommeren 2020 skriver sig ikke ind i historien som en af de varme og lyse af slagsen. I hvert fald ikke medmindre august byder på et omslag i vejret.
Bornholms Tidende har været i kontakt med DMI, som fortæller, at der til og med den 26. juli har været 1,1 sommerdøgn på Bornholm. Det placerer os i bunden af landsstatistikken. I 2018 og 2019 var der henholdsvis 22,3 og 6,6 sommerdøgn på Bornholm, fortæller klimatolog Rasmus Stoltze Hansen fra DMI i en mail til Bornholms Tidende.
På landsplan har der i gennemsnit været 4,1 sommerdøgn i år, og København og Nordsjælland topper med 5,1. Landstallet for sommerdøgn er det arealvægtede gennemsnit for hele landet, og det kommer desuden ofte med decimaler, da det registreres i tiendedele af sommerdøgn, når kun dele af landet har sommerdøgn, forklarer Rasmus Stoltze Hansen.
Koldere juli
Da DMI definerer en sommerdag som en dag, hvor temperaturen er nået over 25 grader, siger det sig selv, at sommertemperaturerne ikke har fået kviksølvet til at stige særlig meget i de bornholmske termometre.
Egentlig begyndte det meget godt i juni, hvor middeltemperaturen for måneden ramte 15,7, hvilket var 0,6 grader over gennemsnittet for perioden 2011-2019 her på øen. Modsat forholder det sig med juli, som til og med den 26. ligger 1,2 grader under den gennemsnitlige middeltemperatur i 2011-2019. For den niårige periode var den 17,3, mens den indtil videre i år er 16,1.
– Juli måned er ikke gået endnu, men som prognoserne for resten af måneden i øjeblikket ser ud, så er der god chance for, at juli måned 2020 vil ende cirka en grad under 2011-2019-middeltemperaturen, fortæller Rasmus Stoltze Hansen.
Færre solskinstimer
Også hvad solskinstimer angår, er sommeren 2020 en dårlig årgang, viser tallene fra DMI.
– Solskinstimerne for juni og juli måned i 2020 er generelt lavere, end hvad gennemsnittet var for 2011-2019, fortæller klimatologen.
I juni var der 39,2 færre solskinstimer end gennemsnittet for perioden 2011-2019. Og ikke nok med det. I alle år i perioden var der flere solskinstimer end i år, viser den oversigt, DMI har sendt til Bornholms Tidende.
Igen tager Rasmus Stoltze Hansen det forbehold, at juli ikke er gået endnu, men med de gældende prognoser er der god sandsynlighed for, at også juli i år ender under gennemsnittet for perioden 2011-2019. I perioden var der i gennemsnit 8,7 solskinstimer i døgnet, mens der i år er 8,2 indtil videre.