Lokalt bryggeri med i Danmarks største virtuelle ølsmagning

Lokalt bryggeri med i Danmarks største virtuelle ølsmagning
Bryggeriet Beer Here i Tejn er med i smagekassen, næste gang Royal Unibrew og en række mindre bryggerier inviterer til virtuel ølsmagning på Facebook. Arkivfoto: Berit Hvassum
| 28. JUL 2020 • 16:03
Af:
henrik-nielsen

28. JUL 2020 • 16:03
FØDEVARER

Bornholm er repræsenteret, når Royal Unibrew og en række mindre bryggerier for tredje gang inviterer til virtuel ølsmagning. Under coronanedlukningen opstod ideen om at mødes og drikke øl sammen over internettet, og selvom Danmark er begyndt at åbne igen, er interessen for at samles virtuelt ikke blevet mindre, lyder det fra initiativtagerne i en pressemeddelelse.

Fra Bornholm deltager bryggeriet Beer Here, der bor sammen med Penyllan på Tejn Havn, hvor brygmester Christian Skovdal Andersen er glad for initiativet.

– Efter at have været en del af det danske bryggermiljø i snart 20 år er det positivt at se, at der er tegn på forsoning mellem de mindre, nye bryggerier og de større, mere etablerede spillere i branchen. Efter mine opfattelse er dette spændende initiativ fra Royal Unibrew et tegn på, at man vælger at se os mindre konkurrenter som medspillere fremfor en potentiel trussel. Og at man endda tilbyder en platform for udbredelsen af vores produkter, kan man ikke være andet end glad for" siger han i pressemeddelelsen.

Kasse med 12 øl

I foråret lykkedes det ad to omgange at samle tæt på 5.000 danskere til Danmarks største virtuelle ølsmagning uden at bryde en eneste af myndighedernes retningslinjer. Ølsmagningerne fandt nemlig sted på Facebook, så folk kunne være med hjemme fra stuen.

Konceptet for den tredje ølsmagning den 12. september er det samme som i foråret. Deltagerne kan bestille en kasse med øl fra 12 forskellige bryggerier, og på dagen kan de nyde øllene hjemme i stuen, samtidig med at de kan se, høre og stille spørgsmål om øllene til nogle af Danmarks dygtigste brygmestre og øleksperter.

Bag initiativet står Royal Unibrew, der ser de virtuelle ølsmagninger som en ny måde at samles på i branchen.

– Vi er, for at sige det mildt, overvældede over interessen for de virtuelle ølsmagninger, både fra danskerne og fra bryggernes side, siger Jesper Larsen i pressemeddelelsen. Han er Nordic Marketing Manager for Craft Beer hos Royal Unibrew.
 

Her kommer øllene fra

Bryggerierne bag Danmarks Største Virtuelle Ølsmagning er:

Alefarm
Anarkist
Beer Here
Bryggeriet Braunstein
Frederikshavn Bryghus
Hjort Beer
Hvidesande Bryghus
Kissmeyer
Krenkerup
Løkken Bryghus
People Like Us
Skanderborg Bryghus