Naturstyrelsen: For mange turister kender ikke spillereglerne

Naturstyrelsen: For mange turister kender ikke spillereglerne
Foto: Vivi Cederblad Knudsen
| ABONNENT | 27. JUL 2020 • 13:52
Af:
jakob-noermark
| ABONNENT
27. JUL 2020 • 13:52
HAMMERSHUS

Billedet af klatrende turister blev taget ved middagstid i lørdags af Vivi Cederblad Knudsen fra Hvidovre.

– Jeg/vi blev bare så forargede og triste over den opførsel - som vi ALDRIG har set før - vi er kommet her hele livet (67 år), skriver hun i en mail til Bornholms Tidende, som hun har givet lov til at bringe fotografiet.

Billedet af de klatrende turister lagde hun på en af de bornholmske billedgrupper på Facebook, og det gik derefter viralt i en grad, så sagen søndag aften blev taget op af Ekstra Bladet.

Skovrider Søren Friese, der blev interviewet af formiddagsavisen, har indset, at Naturstyrelsen opsyn med folks færden på Hammershus denne sommer ikke kan hamle op med mængden af turister.

– Med sådan en sommer, som vi har i år, og når mine folk også skal have tid til at holde sommerferie, er vores tilsyn langtfra tilstrækkeligt til, at vi kan forhindre det, siger Søren Friese til Bornholms Tidende.

Hvad gør I for at forhindre, at gæsterne gør noget, de ikke må?

– Der er skilte deroppe, hvor der står, at det ikke er tilladt at klatre på ruinerne. Og i det omfang vi er til stede, orienterer vi også om reglerne og beder dem klatre ned, når vi ser det. Det er, hvad vi kan gøre.

Hvor meget er I til stede til daglig?

– Vi har folk gående konstant deroppe, men det er jo murere, og de skal ikke hele tiden kravle ned fra stilladserne for at fortælle folk, hvordan de skal opføre sig. De griber ind, hvis de ser noget, der er helt horribelt, og som enten går ud over ruinen eller er til stor fare for folk. Jeg kan ikke bede dem kravle ned fra stilladset, hver gang en kravler på et murværk. Så ville vi ikke få muret.

Er de også til stede lørdag og søndag?

– Nej, de er der i hverdagene inden for almindelig arbejdstid. Vores forpagtere og guider deroppe kender også reglerne og hjælper med at sige fra. Bornholmerne er også flinke til at fortælle folk reglerne. Jeg har mange gange oplevet, at lokale siger til dem, "det må du altså ikke, det her". Og ni ud af ti gange siger folk, "ups, det vidste jeg ikke", og kravler ned igen, siger Søren Friese.


Dreng faldt fra vinduer

Han understreger, at turisterne bringer sig selv i fare, og tidligere på sommeren kom en dreng galt af sted samme sted i Manteltårnet, som Vivi Cederblad Knudsen fotograferede.

– Lige inden jeg gik på sommerferie for fire uger siden, hørte jeg om en dreng, der var faldet ned fra netop de vinduer i Manteltårnet. Og han havde vistnok fået brud på begge fødder, så det er altså ikke ufarligt, siger Søren Friese.

– Ruinen skal nok overleve. Jeg er ikke bekymret for, at ruinen falder fra hinanden. Vi har brugt så mange penge på at sætte den i stand, så den er i en god stand, og det er jeg rigtig glad for. Havde det været for ti år siden, havde vi været nødt til at lukke ruinen, fordi der var så mange løse brokker. Nu er vi næsten igennem det hele, og lige præcis dér, hvor de kravler, har vi været alle vegne, bedyrer skovrideren, som håber, at tilsynet kan forbedres næste sommer.

– Derfor er jeg citeret (i Ekstra Bladet, red.) for at sige, at vi må snakke med Slots- og Kulturstyrelsen efter sæsonen. Generelt har vi rigtig mange gæster i år, og mange af dem kender simpelthen ikke spillereglerne for, hvordan man skal opføre sig på fortidsminder. Og det gælder i øvrigt også i naturen. De kører i skoven i biler, camperer hvor man ikke må, hører høj musik, efterlader skrald, og så videre. Vi bruger uforholdsmæssigt meget tid på at forklare folk, hvordan man skal opføre sig.

– Når det er sagt, er vi selvfølgelig ligesom resten af øen superglade for alle de turister, vi har i år, så vi skal finde en fornuftig balance. Hvis det fortsætter med så mange besøgende, som ikke kender reglerne, kan det være, at vi sammen med Slots- og Kulturstyrelsen beslutter at sætte nogle større skilte op eller spærre af de steder, hvor det er mest oplagt at klatre op. Det kunne være en løsning, men det bliver ikke noget, vi gør her og nu, men fra næste år.