TV 2/Bornholm skriver langt flere nyheder end de andre regioner

TV 2/Bornholm skriver langt flere nyheder end de andre regioner
TV2/Bornholm. Foto: Berit Hvassum
| ABONNENT | 26. JUL 2020 • 22:01
Af:
jakob-noermark
| ABONNENT
26. JUL 2020 • 22:01
Public service

Med de 7.255 artikler, som den licensfinansierede tv-station bragte på tv2bornholm.dk i 2019, overgår kanalen ikke bare dens egen målsætning på mindst 7.000 artikler om året.

Selv om Bornholm er et mindre geografisk område, hvor man kunne tro, at der var færre store nyheder at berette om, har de bornholmske journalister haft mere travlt ved tasterne end kollegerne på søsterstationerne i andre landsdele.

TV2 Fyn producerede 3.423 artikler til den halve million mennesker i de ti kommuner på Fyn, Langeland og Ærø. TV Syd, hvis dækningsområde har godt 800.000 indbyggere og består af 14 danske kommuner samt Sydslesvig, udgav 3.690 nyhedsartikler, mens TV2 Nord, der dækker 11 kommuner, bragte 5.404 historier på tv2nord.dk.

Og giganten i TV2-regionernes univers, TV2 Lorry, der dækker 34 kommuner med over to millioner borgere i hovedstadsområdet og Nordsjælland, bragte 4.264 artikler i 2019.

I TV 2/Bornholms kontrakt med Kulturministeriet er der ikke sat tal på forventningerne til antallet af nyheder eller mængden af nyproduceret tv.

”TV 2/Bornholm skal prioritere kvalitet over kvantitet,” står der blot.

Kigger man på enkeltkommuner i Lorry-området, bliver det klart, hvor unik en dækning Bornholm får. Fredensborg, Furesø og Rødovre Kommuner har alle mellem 40.000 og 41.000 indbyggere – en kende mere end Bornholms Regionskommune – og i årets løb lavede TV2 Lorry henholdsvis 28, 34 og 29 tv-indslag og 34, 52 og 48 artikler om de tre kommuner.

Prioriteringen af nyhedssitet og den store mængde af historier er helt bevidst på tv-stationen, der blandt andet har et mål om at styrke sin position hos målgruppen under 40 år. TV 2/Bornholms direktør Jan Jørgensen forklarer, at bornholmerne har fået en forventning om, at tv-stationen kan levere hurtige nyhedsopdateringer om stort som småt.

– Det gør vi, fordi vi mener, det er den vigtigste kilde for hele nyhedsformidlingen, siger Jan Jørgensen om online-artiklerne.

Forventning om hurtighed

Han erkender, at nyhedskriterierne er anderledes end på de andre TV2-regioner.

– Vi ved, at folk på Bornholm har en forventning om hurtige nyheder. To-tre minutter efter en strømafbrydelse kan vi i vores data se, at besøgstallet stiger kraftigt. Hvis du boede i Værløse og strømmen gik der, ville du ikke gå ind og tjekke TV2 Lorry på nettet, siger den erfarne tv-direktør.

– Og når man hører de mange udrykningskøretøjer som i aftes, da der var brand på Kadeau, ved vi af erfaring, at alle kommer ind og ser, hvad der nu sker, siger Jan Jørgensen.

Han fremhæver samtidig, at tv-stationens brugergrundlag er bredere end blot de knap 40.000 med permanent adresse på Bornholm eller Christiansø.

– Man skal huske, at vores driftstal på nettet også er drevet af en stor hjemstavnsfornemmelse blandt bornholmere. Vi kan se, at folk, der er flyttet herfra, følger vildt meget med, siger Jan Jørgensen og tilføjer:

– Vi skal være glade for, at interessen for det nære og lokale er helt vildt stor på Bornholm.


Mens licens- og statsfinansierede TV 2/Bornholm med et budget på godt 66 millioner kroner om året er højst produktive på nettet, skal flere private medier, heriblandt Bornholms Tidende, bornholm.nu og flere mindre nyhedssider, konkurrere på kommercielle vilkår, i nogle tilfælde suppleret af mediestøtte.

I blev sat i verden til at lave fjernsyn, men mange af jeres nyheder er ren tekst. Hvilke overvejelser gør I jer om at bruge video i jeres artikler.

– Der er ingen tvivl om, at video og levende billeder er en meget stor sællert. Folk er ikke tilfredse med en tekst og et billede siger Jan Jørgensen og henviser til Youtube, og hvad der fænger på Facebook.

På det private marked er der konkurrence fra flere webmedier – både mindre og store. I er finansieret af licens- eller skattepenge. Hvilke overvejelser har I omkring det at gøre plads til mindre lokale aktører på nettet?

– Det er en politisk beslutning, hvor store vi skal være. Sådan er det. Tilbage i begyndelsen af TV 2/Bornholms historie besluttede man, at TV 2/Bornholm skulle være halvt så stort som de andre (TV2-regioner, red.) med et halvt budget. Det blev øget til 75 procent, og for ti år siden blev det 100 procent. Så det med hvor store skal være er ikke en beslutning, vi tager, men som Folketingets flertal tager. Og de kan beslutte en dag – ved næste medieforlig – at vi skal være mindre. Det gjorde de ikke sidste gang, da aviserne for to år siden lagde et pres på Folketinget og argumenterede for, hvorfor vi og Danmarks Radio skulle gøres mindre. Beslutningen blev, at Danmarks Radio skulle være mindre, men ikke os, og det skal vi jo rette ind efter. Det er et flertal i Folketinget, der fastlægger, hvor store vi skal være.

Men gælder det også, hvordan I prioriterer indhold og platforme?

– Du kan læse i public service-kontrakten, hvordan de definerer, hvad vi skal lave. Det er ikke sådan, at jeg en eller anden mandag kan beslutte, at vi skal holde op med at lave nyheder på nettet. Jeg kan heller ikke beslutte, at vi pludselig skal holde op med at lave fjernsyn. Men det kan Folketinget.
 

TV 2/Bornholms ledestjerner

• TV 2/Bornholm vil i perioden 2019-2023 arbejde på at hurtigt og præcist at levere relevant indhold i de regionale vinduer på TV 2/Bornholm, den regionale TV-kanal, og de platforme, som de bornholmske brugerne befinder sig på nu og i fremtiden.

• Det skal ske gennem formidling af nyheder, demokratisk debat, konstruktiv journalistik og som arrangør eller igangsætter af events på Bornholm.

• TV 2/Bornholm vil i perioden søge at engagere bornholmerne i den demokratiske debat og inddrage dem i store og små fællesskaber for at skabe sammenhængskraft.

• TV 2/Bornholm skal fastholde sin styrkeposition på medieområdet. Særligt fokus vil være på at øge forbruget af TV 2/Bornholms produktion til målgruppen under 40 år.