Svenskehusene var tænkt til midlertidig beboelse

HISTORIE

I dag er det svært at forestille sig Rønne uden de svenske træhuse, der ligger flere steder i byen. De er en del af byens identitet, og mange kan ikke huske byen uden de karakteristiske huse, som er resultatet af en hjælpende hånd fra broderfolket efter det sovjetiske bombardement i maj 1945.

Mindre end en måned efter de dødbringende og ødelæggende bomber faldt over Rønne, kunne Bornholms Tidende den 6. juni fortælle, at der fra officiel svensk side var givet tilsagn om at levere de udbombede nogle træhuse til midlertidig beboelse.

"De første af den slags kan snart ventes hertil. Det er praktiske typer, rummelige og hyggelige. De kan rejses på ganske kort tid", fortalte avisen sine læsere.

Allerede dagen efter fremgik det af avisen, at Rønne Byråd på et ekstraordinært møde var nået til enighed om at bede Sverige om foreløbig 200 enfamiliehuse.

Næste oplagte spørgsmål var, hvor i byen husene skulle ligge. På et møde i den nystartede Rønne Lejerforening den 8. juni 1945 oplyste borgmester Herman Aagesen, at det var meningen, at man ville opstille husene så tæt på byen som overhovedet muligt. De ville selvfølgelig ikke komme til at ligge helt ude i Knudsker, understregede han.

Fire prøvehuse i juli

På et ekstraordinært byrådsmøde den 15. juni aflagde kæmner Peter Mikkelsen beretning om sin rejse til Sverige og gav en orientering om træhusene. Han fortalte blandt andet, at de første huse ville komme til Bornholm omkring den 1. juli. Nogle dage senere afsejlede den tremastede motorskonnert Inge af Sejrø fra Bornholm mod Sverige for at afhente en del af træhusene.

Den 26. juni var sagen om svenskehusene igen på byrådets dagsorden, nærmere bestemt placeringen af de 200 huse, men det var ikke muligt at nå til enighed. Derfor kom sagen op igen på rådsmødet i juli, hvor det blev klart, at husene ikke var tænkt som nogen midlertidig foranstaltning. På mødet blev det sagt, at husene kunne stå mellem 50 og 100 år, hvorefter de kunne erstattes af stenhuse.

Endnu var ingen af husene dog at finde på Bornholm, men den 24. juli 1945 lagde motorskonnerten Orwar fra Oskarshamn til i Rønne med fire træhuse om bord. Det var prøvehuse på henholdsvis en og to etager. I Rønne blev de opstillet ved den gamle sygehusvej.

Knap en måned senere, den 13. august, ankom motorskonnerten Svartø med syv huse, der blev modtaget af svenske specialarbejdere, som skulle stille dem op, og derefter gik det slag i slag med at få fragtet de svenske træhuse til Bornholm, og avisen kunne jævnligt fortælle, at en ny ladning var ankommet med skib.

 

Kunsthandlerens hus


Her ses interiører fra et svenskehus tilhørende kunsthandler Harry Knigge.



Fotos: Bornholm Museum/Rønne Byarkiv.

 

Små vidundere

De første prøvehuse blev indviet den 15. september, og Bornholms Tidende kunne fortælle sine læsere, at få mennesker på øen bor bedre, end folkene i træhusene kommer til at bo. Ved indvielsen deltog byrådets medlemmer med borgmester Herman Aagesen i spidsen og amtmand Poul Christian von Stemann som dele af en interesseret kreds.

"De to prøvehuse repræsenterer et hus af hver af de to typer, der er leveret til opstilling. Der er et større hus i almindelig husstil, og der er et i bungalowstil. Og lad det være sagt straks. Kun få mennesker her på øen kan bo bedre, end de bomberamte vil komme til at bo i disse træhuse, der hvad komfort og praktisk indretning angår vanskeligt kan overgås, uden at man skal op i i hvert fald meget dyre villaklasser", stod der i avisen.

Bungalowen havde en stor kælder med plads til varmeovn, rum til brændsel og cykler, vaskehus med varmt og koldt vand og en lille håndbruser til styrtebad. Ovenpå var der en stor entré, et moderne toilet med koldt og varmt vand, et rummeligt kammer, en drøm af et køkken, en opholdsstue samt et soveværelse. I det store hus var indretningen nogenlunde den samme, bortset fra at der var et helt soveværelse, og at dette og kammeret lå på 1. sal.

Gaderne fik navne

De nye huse lå på nye veje, der skulle have navne, og dem løftede Rønne Byråd noget af sløret for på sit møde den 8. oktober. Der var enighed om, at Sverige skulle repræsenteres i de nye gadenavne, men ikke i hvilket omfang.

For eksempel var der forslag om, at vejene øst for Borgmester Nielsens Vej skulle hedde Uddevallavej, Tomelillavej og Haparandavej. Et byrådsmedlem mente, at Uddevallavej var så svært at udtale, at det var en hel spiritusprøve. Et andet medlem foreslog, at man i stedet benyttede nogle bynavne som Stockholm, Malmø og Ystad.

På et møde i januar besluttede byrådet at droppe Uddevallavej, Tomelillavej og Haparandavej til fordel for Malmøvej, Ystadvej og Kalmarvej. De øvrige veje fik navnene Lærkevej, Birkevej og Fyrrevej; Sveasvej, Blekingevej, Hallandsvej, Skånevej og Værmlandsvej; Pæretræsdalen og Byvangen samt Bellmannsvej og Ullasvej.

Først i september 1946 gik de sidste meddelelser ud til bomberamte om, at deres træhuse var klar til indflytning, og i oktober 1946 meldte Arbejdsministeriet de sidste træhuse færdige.