Interessen for at flytte i træhus var massiv

Interessen for at flytte i træhus var massiv
De svenske træhuse var eftertragtede, allerede inden de var indflytningsklare. Det skyldtes, at en del familier i Rønne manglede tag over hovedet efter de sovjetiske bombardementer i maj 1945. Cirka 100 ansøgere gik forgæves, da husene skulle fordeles. Foto: Jens-Erik Larsen
| ABONNENT | 26. JUL 2020 • 10:30
Af:
henrik-nielsen
| ABONNENT
26. JUL 2020 • 10:30
Historie

Der var flere ansøgere, end der var boliger, da myndighederne i 1945 skulle afgøre, hvem der fik lov til at flytte ind i de 200 træhuse, som Sverige donerede til husvilde rønneboer efter det sovjetiske bombardement i maj samme år.

Henved 300 ansøgere lagde billet på at flytte ind i et af de 200 huse, fremgik det af Bornholms Tidende den 28. august. På det tidspunkt ventede ansøgerne stadig på svar, og de var ved at blive misfornøjede, og borgmester Herman Aagesen regnede med, at der ville blive taget en beslutning i samme uge, hvorefter ansøgerne ville få besked.

"Allerede nu kan det dog siges, at i hvert fald op mod 100 mennesker vil modtage et negativt svar på deres ansøgning. Efter hvad borgmesteren fortæller, er der nemlig indsendt henimod 300 ansøgninger om træhuse, og da der kun er 200 huse, må nogen jo spørge forgæves", skrev Bornholms Tidende for 75 år siden.

Kun de absolut bomberamte ville komme i betragtning ved husenes uddeling.

Forskellige vanskeligheder

Så hurtigt gik det dog ikke. Først den 10. september kunne avisen fortælle, at "Nu uddeles træhusene".

"Mange rønneboer får i disse dage udløsning for den spænding, de har gået mrf i nu i flere måneder. Kortene om, at man er kommet i betragtning ved uddeling af et træhus, sendes ud i disse dage".

En besked om at man ville få et hus, var imidlertid ikke det samme som en besked om, hvornår man kunne flytte ind. Husene var således ikke klar til indflytning i september.

Oprindeligt var det meningen, at husene skulle står klar i oktober, men på grund af forskellige vanskeligheder, som borgmesteren kaldte det, blev arbejdet forsinket, og de første huse stod først klar i december. Som den første flyttede kaptajn Willy Andersen ind i et af husene ved sygehuset, fortalte Bornholms Tidende den 5. december.

Fik man ikke tildelt et træhus i første omgang, kunne man være heldig at få et senere, når nogle af de oprindelige beboere kunne flytte tilbage til deres genopbyggede boliger.

Huslejen blev i øvrigt fastsat til omkring 70 kroner om måneden, men sådan at den i en overgangsperiode vil blive en del lavere.