Hver morgen trissede den toårige ud og stod og kiggede ned på Limas morgentrafik gennem en sprække i skyderuderne. Foto: Jon Albjerg Ravnholt

Rejsen som fødselsret

Klumme: Vi rejser grundlæggende ud for at lære os selv, hinanden og vores omverden bedre at kende. For at udfordre det liv, vi lever. Men det kan også gøres på andre måder end dem, der er blevet de gængse.

Den internationale turisme står ved en skillevej. Det har den ret beset gjort i nogen tid, men corona har formået at gøre det, som hverken flyskam eller en stadig mere udbredt kritik af, hvad masseturismen betyder for de byer og naturområder, den hærger igennem, kunne: Vi stoppede brat op, alle sammen, og kun tøvende er vi begyndt at tage de første spæde skridt igen ud i den verden, der ikke længere bare lægger sig fladt ned og velvilligt ruller den røde løber ud foran os.

Det er blevet utrygt at rejse. Smittefaren og de misbilligende blikke fra de lokale er blevet tydeligere for os, når vi begiver os ud. Det, der var så mageligt og rart, er blevet dybt problematisk: Hvad gør vi de steder, vi kommer ud, hvad frygter folk omkring os, at vi tager med hjem? Hvad betyder vores rejser grundlæggende for vores omgivelser?

De tanker var der stadig flere, der gjorde sig, allerede inden corona og den store nedlukning ramte. Også mig. Men jeg havde også mit på det tørre efter at have rejst rundt i Peru i halvanden måned lige op til dagen, før Danmark lukkede ned.

KLUMME

Vi rejser grundlæggende ud for at lære os selv, hinanden og vores omverden bedre at kende. For at udfordre det liv, vi lever. Men det kan også gøres på andre måder end dem, der er blevet de gængse.

Den internationale turisme står ved en skillevej. Det har den ret beset gjort i nogen tid, men corona har formået at gøre det, som hverken flyskam eller en stadig mere udbredt kritik af, hvad masseturismen betyder for de byer og naturområder, den hærger igennem, kunne: Vi stoppede brat op, alle sammen, og kun tøvende er vi begyndt at tage de første spæde skridt igen ud i den verden, der ikke længere bare lægger sig fladt ned og velvilligt ruller den røde løber ud foran os.

Det er blevet utrygt at rejse. Smittefaren og de misbilligende blikke fra de lokale er blevet tydeligere for os, når vi begiver os ud. Det, der var så mageligt og rart, er blevet dybt problematisk: Hvad gør vi de steder, vi kommer ud, hvad frygter folk omkring os, at vi tager med hjem? Hvad betyder vores rejser grundlæggende for vores omgivelser?

De tanker var der stadig flere, der gjorde sig, allerede inden corona og den store nedlukning ramte. Også mig. Men jeg havde også mit på det tørre efter at have rejst rundt i Peru i halvanden måned lige op til dagen, før Danmark lukkede ned.

I begyndelsen af marts sad jeg en tidlig aften i Cuzco tre en halv kilometer oppe i Andesbjergene sammen med min niårige næstældste søn. På det tidspunkt var vi godt en måned inde i rejsen: Vi havde boet tre uger i en luksuriøs lejlighed i Limas fancy Miraflores-kvarter med pool på taget, stillehavkig gennem stuens panoramavinduer, hvor den næstyngste på to hver morgen før os andre var trisset ud og havde stået og kigget ned på morgentrafikken gennem en sprække i skyderuderne. Vi havde surfet, gået i boghandler og på museer og caféer, løbet ture og levet et ualmindelig mageligt liv i bar mave med masser af solmoden frugt og oceaner af tid til hinanden. Derefter var vi taget ind til Cuzco for at se Machu Picchu og alle de andre inkatempler, der ligger i bekvem afstand af byen.

Tintin-landskabet

Det var der, vi sad nu, min søn og jeg, mættede af indtryk, øre af den tynde bjergluft, der gjorde os stakåndede af at tage bare nogle få skridt op ad de bakkede gader. Solen stod så lavt over bjergtoppene, at vi blændedes af den og ikke ænsede affaldet i gaderne og de misligholdte bygninger omkring os. Cuzco var hidsiggyldent smuk i det øjeblik.

Sammen med den niårige gik jeg ind og bestilte supper og burgere, vi gik på markedet og købte kilovis af tropefrugt, inden vi satte os på en bænk og ventede på, at maden blev færdig. Imens kiggede vi ned over tusmørkebyen og op mod de endnu solbeskinnede bjergtinder omkring os.

– Jeg kan stadig ikke helt forstå, at det her er Andesbjergene, indrømmede jeg.

Han forstod ikke, hvad jeg mente. At jeg ikke tog det for givet at kunne være her, som han gjorde det.

– Som barn kendte jeg dem fra Tintin og de rejsebøger, mine forældre læste, men det var ikke et sted, jeg troede, at jeg ville komme til. Jeg var 25, da jeg første gang var udenfor Europa, sagde jeg, og hans mund formede sig til et tegneserieforbavset O.

– Jeg var 30, da jeg første gang var i Andesbjergene og stod og ikke kunne fatte, at jeg faktisk var der. Du var et halvt år gammel, første gang du var i Andesbjergene, nu er du ni, og det er tredje gang, du er her.

Det er den fødselsret, jeg ikke havde, og som nu var ved at blive taget fra hans generation, fordi det selvfølgelig er dybt uforsvarligt, at vi ligger og pløkker tværs over kloden for vores fornøjelses skyld, indtil vi ikke længere har en klode at pløkke tværs over.

Men samtidig føltes det så dybt uretfærdigt, fordi det ikke var et medfødt privilegie for min generation at kunne det: Det var noget, vi havde arbejdet os frem mod som et mål i sig selv. Og nu kunne vi ikke lade være med at skamme os bare en smule over det.

 

Jeg var 30, da jeg første
gang var i Andesbjergene
og stod og ikke kunne fatte,
at jeg faktisk var der. Du var et
halvt år gammel, første gang du
var i Andesbjergene, nu er du ni,
og det er tredje gang, du er her.

 

Verden uden for parcelhuskvarteret

Som turister har vi blæst gennem byer, kulturer, hele samfund og fældet lyndomme over, hvad der fungerer, og hvad der overhovedet ikke gør det. Det berørte aldrig os selv, vi var bare var på gennemrejse.

Vi har haft medfølelse med alle dem, der ikke har og aldrig vil få samme mulighed for at gøre sådan, og det har fået os til at føle, at vi var frie og fuldstændigt selv kunne bestemme, hvad vi ville foretage os med vores liv.

Vi havde frit valg på alle hylder, for næsten uanset hvor i verden vi drog hen, rakte vores skandinaviske middelklasselønninger et godt stykke længere, end lokalbefolkningens gjorde. Vi kunne lege herrefolk, gå på de fancy restauranter, vi er for fornærede til at gå på derhjemme, gå på rovindkøb i boghandler og tøjbutikker og bilde os ind, at vi på den måde bidrog positivt til de samfund, vi for en stund lod som om, vi var en del af, inden vi søgte tilbage i luksuriøse Airbnb-lejligheder og airconditionerede hotelværelser, højt hævet over alt det leben på gaden, der var så fascinerende og så trættende i længden.

Vi har gjort det i dannelsens navn, vi har gjort det for børnenes skyld: Vi har vist dem helt anderledes måder at leve på uden for Rønnes trygge parcelhuskvarterer, og at man godt kan overleve det, også som barn. Men også at det ikke altid er meget mere end lige netop at overleve, man kan de steder.

Vi har lavet hjemmeskoling for de to store hver aften omkring spisebordet eller i pensionatets gårdhave, men vi har også fyldt deres unge hoveder med historiske perspektiver: Hvorfor drog europæerne hertil, hvad var det for nogle civilisationer, de mødte og resolut smadrede? Det er en historie uden entydigt gode og entydigt onde, det er alt for meget til, at de kan rumme det, og når de kommer hjem, er det surfing i Stillehavet og vandring i Andesbjergene, de kommer til at fortælle deres venner om.

For de to små, den toårige og spædbarnet, har det en helt anden betydning: For dem er det en lejlighed til at være sammen, alle sammen, uafbrudt i ugevis. Vi bliver en endnu tættere familie af det, end vi allerede er. Vi lærer at holde hinanden ud, vi taler sammen i timevis, dagevis, ugevis, bygger en historie sammen.

Fem minutter alene

Der er en smuk ironi i det sidste. Da vi stod i lufthavnen på vej hjem, så vi på telefonen pressemødet, hvor Mette Frederiksen lukkede Danmark ned. Den sidste uge af ferien var den niårige begyndt at savne sin skaterkammerat derhjemme intenst, den elleveårige savnede sine venner og gad ikke længere hele tiden skulle tage sig af de to små, og vi voksne måtte modvilligt indrømme, at vi faktisk også efterhånden trængte til lige at puste ud og ikke hele tiden svare på spørgsmål og finde på fælles gøremål. Åbne en computer og tænke sammenhængende tanker i flere timer.

I stedet var den hverdag, vi vendte hjem til, én, hvor min kone og de to store indrettede klasselokale rundt om spisebordet, så hun kunne fjernundervise sine gymnasieelever, samtidig med at hun hjalp vores børn med de opgaver, de ikke forstod. Imens trillede fædreorlovsfaderen barnevognen gennem et mennesketomt Rønne med et hvinende ivrigt barn på løbecykel ved siden af, inden vi kom hjem og lavede ekstravagant frokost til alle. Bagefter lukkede vi os inde på den toåriges værelse for at give de andre arbejdsro, indtil vi kunne lave ting sammen hele familien.

Vi var sammen, alle sammen, uafbrudt i ugevis. Igen.

Og vi voksne klagede os til hinanden, vi sendte Pantera-videoen ’5 Minutes Alone’ til vores venner, vi løb længere og længere for at få afløb for frustrationen. Indtil det gik op for os, at vi faktisk nød det. Selvom der blev arbejdet, var det også en slags forlænget ferie. Omstændighederne kunne vi alle have været foruden, ikke oplevelsen af faktisk at kunne holde hinanden ud, dag ind, dag ud, også når der ikke længere var udsigt til Stillehavet, rapbattle i parken, en chic veganercafé eller danseforestillinger inde på det engelske institut i baggården til at underholde os.

Det kommer vi til at tage med os. Vi må finde andre måder at rejse på, andre måder at bryde med hverdagen på. Selv Tintin tog engang imellem ud til Kaptajn Haddock på Møllenborg Slot for at gå ture i naturen og læse avis, og selv dér skete der alligevel altid noget, der brød trummerummen.

Jon Albjerg Ravnholt er magasinredaktør og journalist på Bornholms Tidendes kommercielle udgivelser. Han har en plan om en gang at cykle hele vejen ned gennem Chile fra Atacama-ørkenen i nord til Ildlandet i syd. Med kone, børn, telte og salve til bagen. Han har endnu ikke været i hverken Afrika, Oceanien eller Antarktis overhovedet og synes selv, det er for galt.