Kære chefredaktør: Kom med på vores næste vandring

Kære chefredaktør: Kom med på vores næste vandring
Øjvind Hesselager. Arkivfoto: Berit Hvassum.
| ABONNENT | 25. JUL 2020 • 15:38
Af:
laeserbrevsskribent
| ABONNENT
25. JUL 2020 • 15:38
Synspunkt

Som folk i Hasle siger, gider vi heller ikke gå rundt og være sure i Klemensker.

Men artiklen den 18.juli kræver lige et par kommentarer til dig, Øjvind Hesselager.

Allerførst: Hvis det er turistudsagn om, hvad der er at komme efter i Klemensker, som skal bære artiklens budskab igennem, ville det være mere fair at spørge turister på gennemtræk ved svømmebadet eller ved rastestedet ved brugsen, - eller bedre endnu, spørge nogle af de mange, som ferierer hos nogle af vore mange Airbnb og bed and breakfast-steder eller Pension Skovly i kanten af Rutsker Højlyng om, hvad der trækker dem til vores lille hjørne af Bornholm.


De mest markante udsagn i din artikel, kommer fra folk som bor andre steder. Her er de adspurgte fanget på det forkerte ben på vej ind i Super Brugsen uden at kende præmissen.

Hvis du spurgte lokale ferierende, ville mange svare, at freden og roen, stjernehimlen om natten, dybe vandreture i skovene, fiskestangens svirp i vandoverfladen, cykelture ad de små, snørklede landeveje, vores helt unikke istidslandskab med de skønneste stier, fuglenes aftensang, duften af de store kornmarker og muligheden for at mærke sig selv er med til at lade batterierne op, inden man vender tilbage til et hektisk arbejdsliv.

Det er derfor for nemt at bruge to ikke-Klemensker-borgeres udsagn om, hvilke turistmæssige værdier, der definerer vores område.


Vi er dog glade for, at vores svømmebad er nævnt. Her har de sidste år haft en kanonsommer med et stort ryk-ind af algetrætte turister og børnefamilier. Også vore vandreture på istidsstien er populære blandt turister, skønt den ikke er annonceret med henblik på det segment.

Dernæst: For at forstå, hvorfor Klemensker ikke er et turistmæssigt trækplaster skal man et par spadestik dybere ned i materien. Vi er som lokalsamfund først nu ved at få fodfæste igen. De strukturelle og økonomiske problemer overordnet på vores ø, har sat sig dybe spor. Især siden 2011 hvor vores folkeskole lukkede. Heldigvis har et stærkt foreningsliv og gode lokale kræfter formået at holde sammen på tropperne, og den negative udvikling er nu vendt.


Huse til salg i Klemensker har meget få liggedage og vi er nu på vej med et nyt fælleshus sammen med Bornholms Regionskommune. Vi har etableret et nyt grønt område i forbindelse med svømmebadet, hvor der også er planer om en ny stor legeplads og frivillige har lagt sidste hånd på en ny grillhytte i samme område. Også Klyngesamarbejdet har vi positive forventninger til.

Vi ønsker at bygge et nyt fællesskab op med de mange unge nye familier, som flytter til byen, men vi skal finde os selv og vide, hvad der er vores særlige kendetegn, før vi kan begynde at "sælge ud" til turisterne.


Så, kære chefredaktør, vi ved du er ny i klassen, vi vil gerne være en del af dit netværk, så kom med på vores næste vandring, når vi går vores fantastiske aftentur gennem istidslandskabet. Vi kommer gennem Degneskov og Præstemose over Bjørnegårdsmarkerne og ad Mælkevejen tilbage til Sct. Clemens Kirke. Det foregår onsdag d. 12.august kl 19.00, mødested ved kirkelågen.

Venlig hilsen

Christine Holst,
Næstformand i Klemensker Land- og Byforening.

Kære Kristine

Tak for din reaktion, som jeg værdsætter. For to minutter siden mødte jeg en kvinde nede på Store Torv i Rønne, som fra sin cykel råbte: ”Tak for alt det pæne, du skriver om Klemensker. For hvorfor skal det altid handle om Gudhjem og Svaneke!”.

Min tekst er bestemt ment positivt og er skrevet med et glimt i øjet, men jeg er jo ikke herre over hvordan den enkelte læser den.

Tak for invitationen. Den tager jeg gerne imod.

Mange venlige hilsner
Øjvind Hesselager (den nye dreng i klassen)