Grønbechs Gård. Arkivfoto: Jens-Erik Larsen.

Foredrag med møbelsnedker

Grønbechs Gård inviterer fredag til et foredrag med møbelsnedker Philipp von Hase, som for tiden udstiller på udstillingsstedet i Hasle. Foredraget foregår i udstillingen Werkleben i Det Sorte Galleri.

Werkleben er en udstilling af Philipp von Hases møbeldesign og håndværk udviklet i løbet af de seneste 10 år. Der indgår dog også værker fra hans studier på Academy of Art & Design i Norge.

Publikum vil opleve en række forskellige træbearbejdningsteknikker, blandt andet dampbøjning, formlaminering og træspænding. Alle teknikkerne anvendes sammen for at skabe skulpturelle og alligevel multifunktionelle former.

Philipp von Hase var i lære som møbelsnedker i Hannover i Tyskland, og han har fremstillet klassiske danske designmøbler hos Rud Rasmussen i København. Derefter underviste han i traditionelt træarbejde i Sao Paulo, Brasilien, og i dag er han kunsthåndværker med base i Bergen med fokus på træorienteret og multifunktionel småproduktion af møbler.

Werkleben vises frem til den 22. november. Fredagens foredrag begynder klokken 15.