Nixen bixen – butikken er lukket

Nixen bixen – butikken er lukket
Bixen i Vang. Arkivfoto: Allan Rieck
| ABONNENT | 22. JUL 2020 • 05:50
Af:
jesper-gynther
| ABONNENT
22. JUL 2020 • 05:50
HANDEL

Normalt holder Vangs lille garagebutik Bixen åbent nogle timer sent om eftermiddagen fra midten af juni, hvor Folkemødet begynder, og indtil starten af august, hvor skolernes sommerferie slutter.

Men på grund af corona-restriktionerne har der været lukket i år, og der er først forhåbninger om at genåbne igen, når kalenderen siger 2021, fortæller Iris Kofod, formand for Vang Beboer- og Grundejerforening.

Bixen er drevet af frivillige og sælger kun basale husholdningsvarer, som ikke behøver at være på køl. For mange beboere i Vang har Bixen dog ikke kun været et sted, hvor man købte dåsemad eller toiletpapir. Det har også været et socialt samlingspunkt om sommeren, og derfor er den lille garagebutik ved havnen ekstra savnet.

– Vi håber, den kommer tilbage igen næste år, for den har været et mødested for os i Vang, siger Iris Kofod og fortæller, at flere i byen plejer at benytte sig af de sofaer og cafeborde, som de frivillige kræfter bag Bixen har sat op.

– Det har været et sted, hvor man kunne sætte sig ned og snakke med dem, der nu kom forbi. Så der er helt sikkert nogle, der savner, at vi ikke kan mødes der denne sommer, siger Iris Kofod, der fortæller, at flere i byen har spurgt naboer om hjælp til at købe varer ind, hvis man ikke selv har haft mulighed for at tage til supermarkederne i de omkringliggende byer.