Elin fravalgte det helt almindelige liv på Bornholm

I stedet for en tilværelse som typisk husmor på Bornholm for en menneskealder siden valgte Elin Kofoed sygeplejerskegerningen og livet sammen med Frk. Sørensen i Aarhus.

Min mor Lykke på 86 år har fortalt mig flere historier om sin moster Elin Kofoed. Det er små erindringsglimt, som er svære at ryste af sig igen.

Dels er der historien om, hvordan Elin og hendes livslange veninde Frk. Sørensen var på besøg hos Elins forældre i Svaneke i 1940’erne. Her sad de under det store morbærtræ i haven, og Elin fremviste bidemærker på armen. Dem havde hun fået som sygeplejerske af en patient på Risskov, sindssygehospitalet, som det hed på det tidspunkt, ved Aarhus. Min mor var en lille pige, da Elin fortalte historien og fandt den ganske skræmmende. Min mor husker også, at moster Elin var en bestemt dame, som man godt kunne blive lidt nervøs over at være i stue med.

Elin Margrethe Kofoed blev født den 2. februar i 1905 og var den næstyngste ud af en søskendeflok på otte. Hun blev født i Ølene i Østermarie, hvor hendes far Andreas Christian Kofoed var murermester og hendes mor Karoline Margrethe Kofoed var husmor. Elin fulgte langt fra sin egen mors livsbane.

Elin fik dog afprøvet husmorgerningen af flere omgange, som en ung kvinde jo burde på den tid. Hun var ude og tjene, dels på Ølegaard i Østermarie og senere var hun som 25-årig husassistent hos ingeniør Storr-Hansen i hans villa på Egernvej på Frederiksberg. Det kan man se fra Folketællingen 1930.

Men før hun tog det store spring over Østersøen, var hun lidt rådvild. I et brev dateret den 8. februar 1924, skriver hun fra sin plads hos familien Holm i Nexø til sin søster Dagny: ”Du spørger, om vi skal blive i vores pladser. Jeg flytter til den første april, og så tager jeg mig en lille ferie, og saa ved jeg ikke, hvad jeg gør af mig. Det vil tiden vise.”

Et halvt år senere skriver Elin igen til Dagny og denne gang fra Rønne, og her er hun gået i gang med sine indledende øvelser til en lang sygeplejerske-karriere, skal det vise sig. I brevet bliver der igen skrevet om deres ”pladser” – et vigtigt omdrejningspunkt i deres liv:

”Hvornaar skal du flytte i din plads? Tror du det er en god plads? Det er kun en stor ejendom og ikke en gaard vel? Jeg har allerede forhørt mig om en plads, men om jeg faar den er jo en anden sag. Det vil jeg haabe, for saa faar jeg det godt, men det er nok meget tvivlsomt, for det er i forretningen hos conditor Hjort i Neksø, men ellers bliver det vel altid noget andet, haaber jeg da, ellers rejser jeg over, hvis det kan lade sig gøre. Jeg gaar på samariter kursus. Det er jeg vældig glad for, kan du tro, man lærer meget om hvad forbinding og saadan noget angaar, og det ved du nok er noget, der interesserer mig meget. Der kommer saa mange fine fruer, deriblandt madam Knudsen, Fru Bojesen Kofoed blandt mange andre lige saa højtstaaende fruer, de er lidt spidse sommertider, men saa er man bare spids igen og saa sker den lige godt,” skriver Elin, som i sit brev slutter af med en humoristisk bemærkning, som måske hentyder til, at hendes forældre har været bekymrede over, at hun er rendt fra sin plads og er begyndt på samariterkursus i Rønne: ”Hils far og mor saa meget fra mig og sig, at jeg i stedet for at gaa paa torvet vil være latrin kusk, for det er jeg en svend til.”

”At gå på torvet” har nok været det samme som at hænge på gadehjørnerne.

 


 

Elin fik formentlig pladsen hos conditor Hjorth, for hun står opskrevet som ”ekspeditrice” i Folketællingen i 1925, og her bor hun i Nyboder i Neksø. På et eller andet tidspunkt mellem 1925 og 1930 vælger hun at ”flytte over” og så tager hun aldrig hjem til Bornholm igen – i hvert fald ikke permanent.

Jeg ved ikke, hvornår Elin blev uddannet som sygeplejerske, men jeg ved, at hun var en ”højt respekteret afdelingssygeplejerske – og vist nok af den gamle skole” på Risskov Statshospital (som det kom til at hedde i 1959) for det har min grandkusine Ilse Christiansen fortalt mig i en mail. Ilse er barnebarn af Agnes, som var storesøster til Elin og min mormor Dagny. Ilse er jeg kommet i kontakt med gennem slægtsforskning til denne serie i Bornholms Tidende igennem Noomi Hansen, som også er barnebarn af Agnes. Det er jo det forunderlige ved slægtsforskning. Verden bliver større, når slægtstræet vokser.

Elin valgte sit liv sammen med Frøken Sørensen, som hun konsekvent hed. Hun hed dog også Amalie, men det blev ikke brugt. Min grandkusine Ilse voksede op i Aarhus og kom ofte i Elin og Frk. Sørensens hjem. Hun fortæller: ”De boede sammen i Tordenskjoldsgade på Trøjborg i Århus. En tre værelses lejlighed, hvor livet var præget af musik. Frøken Sørensen havde undervist i klaverspil, og begge var ret musikalske. Elin var et utroligt elskeligt og gavmildt menneske og sammen med frøken Sørensen temmelig religiøs. Men de skiftede kirke flere gange, bl.a. fra baptister til adventister. Og i slutningen af livet var moster Elin mest tilknyttet den almindelige danske folkekirke, hvor hun havde stor fornøjelse af fælles arrangementer.”

Jeg ville gerne have spurgt Elin om arbejdslivet på sindssygehospitalet, statshospitalet – eller Risskov, som man sagde i folkemunde, og jeg ville gerne have spurgt hende om, hvornår hun mødte Frk. Sørensen. Var det hendes veninde eller var det hendes livs kærlighed? Måske begge dele. Men det var ikke noget, man talte om.

Frk. Sørensen var 16 år ældre og døde en del år før Elin. Moster Elin blev nemlig 94 år gammel, før hun i 1999 lukkede sine øjne langt fra barndomshjemmet i Østermarie. Jeg mødte hende aldrig, og det er min egen skyld, for jeg havde faktisk mulighed for det, da jeg startede på journalisthøjskolen i Aarhus i 1993: ”Jeg har en moster i Aarhus. Hende burde du besøge,” sagde min mor, men det fik jeg ikke gjort, og det var dumt, for jeg er sikker på, at hun kunne have fortalt mig en fantastisk historie om arbejde, tro og kærlighed.

 

Fantastiske folketællinger

Hvorfor bor den niårige datter hos sin ældste søster? Hvorfor er husfaderen ikke hjemme på optællingstidspunktet. Er han mon sat på vand og brød i kachotten? Folketællinger kan svare på interessante spørgsmål, men de kan så sandelig også rejse en masse spørgsmål om hemmeligheder i familien.

De danske folketællinger, der er offentliggjort på nettet, går fra 1787 til 1940, og de er en fantastisk kilde for slægtsforskere, fordi de giver et overblik over samtlige personer i hver enkelt husstand i hvert enkelt sogn på tællingstidspunktet.

I folketællingerne kan man se, hvad personerne hedder, hvor gamle de er, hvilket arbejde de har. Folketællingerne fra og med 1901 indeholder også fødselsdato. Derefter er det forholdsvis nemt at tage fat i kirkebøgerne og finde yderligere oplysninger.

Den første egentlige folketælling fandt sted i 1787. Herefter fulgte folketællinger med forskellige intervaller, blandt andet 1801, 1834, 1840 osv.

Med Det Centrale Personregistrets (CPR-registret) indførelse i 1968 var det ikke længere nødvendigt at afholde folketællinger i Danmark. Den sidste tælling bliver derfor lavet i 1970.

På Rigsarkivets Arkivalieronline finder du folketællinger til og med 1940. Nyere folketællinger (1945-1970) kan benyttes på Rigsarkivets læsesal i København.

På Dansk Demografisk Database er de fleste folketællinger indtastede og dermed søgbare frem til 1930.

(Kilder: Rigsarkivet, Danske Slægtsforskere og MyHeritage )