Rune Holm på Nørrekås. Foto: Jens-Erik Larsen

‘Det er måske her, det kan komme til at ske’

Når tilflytterkonsulent Rune Holm skal gøre Bornholm attraktiv over for sommerens mange gæster, er chancen for at udleve iværksætterdrømmen et af argumenterne. På en rundtur i sejlbåd de næste uger vil han de fleste eftermiddage få følgeskab af en lokal fødevarevirksomhed rundt omkring i havnene. Mange af dem er skudt op de seneste år, og virksomhedernes ejere har både lukreret på og bidraget til Bornholms fine kulinariske omdømme. Men ud over at levere smagsprøver er de velegnede til at understrege iværksætterpointen.

– Hvis du har gået med en drøm om at starte virksomhed, så er det måske her, det kan komme til at ske. Det er lidt nemmere at gøre herovre, hvor man ikke har brug for at have to lønninger til huslejen, siger Rune Holm.

De begrænsede boligudgifter sammenlignet med i hovedstadsområdet gør samtidig, at det kan være økonomisk muligt at gå ned i arbejdstid eller have høje udgifter til pendling – for eksempel, hvis en ægtefælle mangler det oplagte job på Bornholm.

I kølvandet på coronakrisen er muligheden for arbejde hjemmefra blevet mere oplagt at fremhæve, idet mange har været tvunget til at prøve det i en længere periode. Rune Holm er i samtalerne med interesserede familier begyndt at tale mere om fjernarbejdspladser og pendling.

– De kan have et dejligt job, de vil beholde. Nu har de bevist over for deres chef, at de kan arbejde hjemmefra. Jeg snakker mere og mere med folk om gøre det som en start. Nogle gange kan det ske med en mellemløsning, hvor de tager over to-tre dage om ugen, fortæller han.

Tilflytterkonsulentens rundtur til lystbådehavnene varer frem til 24. juli.