Foto: Trygfonden

To personer reddet i land – livredderne er ude med en advarsel

For anden uge i træk måtte livredderne på Balka søndag reagere hurtigt og tage på vandet for at redde personer på såkaldte stand up paddel boards – vandsportsaktiviteten hvor man står oprejst og padler på et surfbræt.

Søndag opdagede Trygfondens livreddere to personer – et barn og en voksen – som cirka 200 meter fra kysten drev længere og længere ud med fralandsvinden.

Livredderne vurderede, at der var brug for hjælp og sejlede ud til de nødstedte personer. De var lettere chokerede og blev sejlet tilbage til kysten, hvor de fik en snak om fralandsvinden. Det oplyser TrygFonden Kystlivredning i en pressemeddelelse.

De er i god behold, oplyses det.

Ikke særlig smart

Livredderne er nu ude at advare mod især oppustelige stand up paddel boards (SUP) i fralandsvind.

– Vi kan se på strandene, at der er rigtig mange, der i denne sommer har kastet sig over SUP, og mange af de SUP-boards, som vi ser på vandet, er oppustelige. Et oppustelig SUP-board agerer fuldstændig som et stort badedyr, når der er vind. Jeg tror, at de fleste ved, at det ikke er særlig smart at tage ud på en kæmpe oppustelig enhjørning i fralandsvind, men vi har oplevet, at både børn og voksne tager ud på oppustelige SUP-boards i fralandsvind, og i sidste uge måtte vi redde flere personer på SUP-boards i land, siger Anders Myrhøj, kystlivredningschef i TrygFonden Kystlivredning, ifølge pressemeddelelsen.

 

Kystlivredningschefens gode råd til en sjov og sikker tur med stand up paddel boards:

· Tag et kursus eller få en grundig introduktion, før du tager ud for første gang

· Hav svømmefærdighederne i orden – og hvis du har børn med ud, så sørg også for, at de er habile svømmere

· Sørg for at have vest på og hav altid en sikkerhedsline mellem dig og boardet – også kaldet en leash

· Vær opmærksom på fralandsvind og brug appen ”SejlSikkert”, der viser vindforholdene lige dér, hvor du er

· Tag ikke ud alene, og medbring altid en telefon i et vandtæt etui

Kystlivredningschefens råd er baseret på Søsportens Sikkerhedsråds anbefalinger og på egne af erfaringer med at være på vandet i mange år.

Kilde Trygfonden Kystlivredning