Anne Eva Madsen i gang med dagens arbejde. Foto: Hans Ole Matthiesen

Posten på Christiansø går fra ét til fire hjul

Tidligere på sommeren lød det fra Christiansø, at postbuddet havde fået ny trillebør.

Og nu er der igen nyt fra postomdelingen på Ertholmene, idet Postnord har oprustet. Derfor afprøver post Anne Eva Madsen en ny firehjulet trækvogn til formålet.

– Mange af postbuddets breve omdeles fortsat fra posttasken, men flere og større pakker har betydet, at trillebøren er for lille. Her kommer den nye postvogn i spil, fortæller turismekonsulent Hans Ole Matthiesen i en pressemeddelelse.

– I forbindelse med at vognen blev taget i anvendelse, blev der taget en stribe billeder til PostNord, men om udviklingen fra et til fire hjul fortsætter, er uvist. En egentlig postbil vil næppe sætte sine dæk på øen, så en rum tid fremover må Anne Eva Madsen nok vælge mellem trillebør eller trækvogn, lyder det fra Christiansø.