En vigtig del af Snogebæks sjæl og historie er nu i hus

En vigtig del af Snogebæks sjæl og historie er nu i hus
Snogebæks historiske redningsbåd RB93 fik i weekenden endelig et permanent hjem i et nyt bådhus opført til formålet ved Snogebæk Havn. Foreningen Redningsbådens Venner har i seks år arbejdet for at realisere bådhuset. – Det er en stor dag for en lille forening, sagde formand John Håkonsson i en indvielsestale for bådhuset. Foto: Klaus Holsting
| ABONNENT | 13. JUL 2020 • 15:44
Af:
elisabeth-krogh
| ABONNENT
13. JUL 2020 • 15:44
REDNINGSHISTORIE

Da foreningen Redningsbådens Venner i Snogebæk i denne weekend fik den 113 år gamle redningsbåd RB93 på plads i et nyt bådhus ved havnen, så var det et stykke danmarkshistorie, der blev sikret i det lille museum.

– Redningsvæsenet for Østdanmark havde hovedsæde her i Snogebæk, fortæller historiker Henning Bender, der selv bor i Snogebæk.

Han skriver for Redningsbådens Venner den pjece, som skal fortælle de besøgende om historien bag redningsbåden og redningsstationen i Snogebæk. Til senere publicering er han i gang med at skrive hele historien om det østdanske redningsvæsen til Bornholmske Samlinger. En historie, der ikke tidligere har været fuldt ud fortalt, mener Henning Bender.

Redningsstationen i Snogebæk var sammen med redningsstationen i Thyborøn de første to officielle redningstationer i Danmark.

– Den her i Snogebæk blev grundlagt i 1852 som den første officielle redningsstation i Danmark, fortæller John Håkonsson, formand for Redningsbådens Venner.

Stationen blev anlagt med et raketapparat, der kunne trækkes ned til stranden, og herfra kunne man skyde en line ud og få kontakt med de nødstedte søfolk på havet.

– Man skyder en line ud og kan så trække en redningsstol ud til skibet. Den kunne skyde 400-500 meter ud, fortæller John Håkonsson.

En vigtig del af Snogebæks identitet

Redningsbåden RB93 er fra 1907 og var aktiv for Snogebæk Redningsstation i mange år. Båden skal nu være med til at formidle redningshistorien.

– Det er en vigtig historie at fortælle, fordi hele Snogebæks identitet er knyttet til redningsstationen, siger Henning Bender.

Han fortæller at der var mange forlis ud for Snogebæk på grund af to rev, der er svære at se. Mange søfolk og fiskere er gennem årene blevet reddet.

Også John Håkonsson mener, at det er en vigtig historie at få formidlet.

– Båden hører jo til her i Snogebæk, har gjort tjeneste her, og har relation til alle Snogebækborgerne. Alle fiskerne har jo været redningsfolk samtidig med deres erhverv. De var jo hjemme, når det var storm, og så satte de livet på spil for at redde andre. Nogle af dem omkom. Det har en stor betydning for hele lokalsamfundet, siger John Håkonsson.


Udstilling på vej

Nu er redningsbåden på plads i bådhuset. Henover vinteren vil der blive opbygget en udstilling i bådhuset, som skal fortælle historien om både den nu 113 år gamle redningsbåd, om redningsstationen og redningsvæsenet her i Snogebæk. Den gamle redningsbåd var omdrejningspunktet i den redningstjeneste, der tjente Snogebæk i perioden 1852-1964.

Nexø Museum fik båden overdraget i 1970, og den indgik i mange år i udstillingen i stueetagen på Nexø Museum. For otte år siden blev den taget ud af Nexø Museum, fordi den fyldte for meget. Redningsbåden har derefter været oplagret forskellige steder, indtil den nu har fået en permanent placering i Snogebæk ikke mange meter fra det bådhus, hvor den oprindeligt stod, og blev trukket på havet fra. I den oprindelig redningsstation er der i dag sommerbutik.

Redningsbådens Venner var stolte og glade af resultatet af deres arbejde, da de lørdag kunne byde redningsbåden velkommen hjem.

– Vi fik besked af Nexø Museum på, at vi skulle passe godt på redningsbåden, og det mener vi godt vi kan bevise, at vi har gjort, sagde John Håkonsson i sin indvielsestale.

Stor støtte

Det nye bådhus er finansieret af områdefornyelsesmidler og støtte fra Sparekassen Bornholms Fond, Brødrene E., S. & A. Larsens Legat samt foreningens egne midler og senest en donation fra Sol og Strand og af frivilligt arbejde.

– Vores trofaste medlemmer har støttet og holdt en masse arrangementer. Selve råbygningen kostede 600.000 kroner, og så har vi selv for egne penge købt materialer til blandt andet vægbeklædning og lister, vinduer og maling og lagt frivillig arbejdskraft til.

Der er stor interesse for redningsbåden og dens historie.

– Vi har passeret de halvandet hundrede medlemmer og der kommer stadig nye til. Vi har medlemmer på den anden side af vandet og gamle bornholmere, og folk der har sommerhus herovre, så der er virkelig stor interesse, fortæller formanden.

Det er stort

Nu skal de frivillige kræfter have et pusterum henover sommeren, og så går foreningen i gang med arbejdet at forberede udstillingen.

– Målet er at have en rigtig interessant udstilling klar til næste sæson, siger John Håkonsson.

Når udstillingen i det lille redningsmuseum står klar, er det også frivillige fra Redningsbådens Venner, der vil være kustoder og stå for vedligehold.

Oprindeligt – i starten af Snogebæks områdeudviklingsprojekt – var der også planer om et værksted i bygningen, men denne del blev taget ud af projektet, fordi bygningen ellers ville blive for stor.

Seks år har foreningen arbejdet på at få redningsbåden rigtigt hjem til Snogebæk. Hvordan er det så, at den står der nu?

– Det er jo stort. Det har vi arbejdet på i alle de år, og selvom det har set sort ud, så har folk støttet op om det og holdt ved. Det er skønt, siger formanden.
 


Plads til 12 mand

Den 10 meter gamle redningsbåd fra Snogebæk blev bygget i 1907 på Orlogsværftet i København og var i brug indtil redningsstationen i Snogebæk blev nedlagt.

Redningsbåden havde plads til 12 mand, er en robåd og krævede mange kræfter både at få i vandet og at ro.

RB93 har været med til at redde mange menneskeliv – men kostede også liv hos redningsmandskabet i Snogebæk.